Peberrodssalat

En af vinterens godbidder er peberrod. Nordens Chili. Her er opskriften på peberrodssalat, som den er blevet lavet i vores familie i årtier og måske længere endnu. Luftig og stærk – og meget hurtig at lave.

Lækker til et stykke med laks, med oksebryst eller med roastbeef.

Du skal ikke bruge så mange ingredienser – kun de fire her.

Eddike, sukker, peberrod og piskefløde.

1 dl piskefløde
1,5 spsk sukker
2 spsk fintrevet peberrod
2 spsk eddike

Skræl et stykke af peberroden – kun det, du skal rive. Resten beholder skrællen på til næste gang, du har brug for peberrod. Riv peberroden fint.

Rør den revne peberrod med sukker og eddike. Smag forsigtigt på det. Måske er din peberrod ikke så stærk, og så må du have lidt mere i. Måske lidt mere eddike – eller sukker. Peberrod har personlighed, og nogle er lidt slappe i det og andre meget stærke. Det kender vi andre steder fra…

Pisk så fløden til skum og rør den i blandingen.

Færdig. Peberrodssalat. Ok – den har godt af at stå og trække lidt, men den kan spises med det samme.

En nem måde at give weekendfrokosten et løft.

God lørdag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

7 kommentarer til “Peberrodssalat”

  1. Hej Karen
    Det lyder som en mere opskrift der skal bogmærkes fra dig af, glæder mig allerede til at smage. Tak for den
    Skønneste dag
    Knus Anette
    Måske mit bogmærke skulle kaldes Karens Kogebog:-)))

    Like

  2. Jeg elsker også peberrod, men har faktisk aldrig prøvet at lave en peberrodsalat. Det må prøves !
    -https://www.bloglovin.com/blogs/maja-harder-18257183

    Like

Der er lukket for kommentarer.