Jeg har set det der Everything Bagel krydderi på sociale medier, hvor begejstringen ingen ende har villet tage. Jeg har også tænkt, at det skulle prøves en dag. Det blev det i går, og jeg forstår begejstringen, selvom jeg ikke er ‘besat’ af det, som de unge og smarte elsker at skrive. Men det er faktisk ret lækkert.
Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan man kan blive ‘besat’ af et krydderi. Eller af en hårbalsam – eller en stol (det er vel snarere den, der bliver ‘besat’, ikke?) Men sådan er tonen, og så må de være lige så besatte af småt og stort, som de vil, mens jeg gumler på sprødt, hjemmelavet focaccia drysset gavmildt med Everything Bagel.

Det, der i begyndelsen holdt mig fra at lave et glas Everything Bagel, var udelukkende, at de grove flager af tørret løg og hvidløg ikke var til at finde. Jo, dyrt og økologisk på nettet, plus 29 kroner i fragt. Det kom bare ikke på tale. Men i torsdags fandt jeg løgflagerne i Normal, og senere på dagen fandt jeg hvidløgsflagerne i Billigblomst.

Det virkede jo næsten som et tegn fra oven om, at nu var det tid til at prøve Everything Bagel. Resten af ingredienserne var allerede i bageskabet,

og der blev blandet en pænt stor portion af
4 spsk lyse sesamfrø
2 spsk sorte sesamfrø (kun med for udseendet – brug bare flere lyse)
2 spsk birkes
2 spsk tørrede hvidløgsflager
2 spsk tørrede løgflager
1 spsk flagesalt – Læsø eller anden havsalt
Bare bland det hele i en skål. Nemt. Er portionen for stor til dig, kan du ændre spsk til tsk til en test-portion. Men det holder længe og kan opbevares i et syltetøjsglas med tæt låg.

Så har man det til at drysse på alt det, der gerne må få lidt salt og lidt knas. På avocado, på æggemad – eller selvfølgelig som drys på brød inden bagning, som det jo egentlig er skabt til.
Jeg lavede en hurtig focacciadej af 15 g gær, 3,5 dl vand, 1 tsk salt, 100 g speltmel og 350 g hvedemel. Rørte det hele sammen, puttede bagepapir i en lille bradepande og fordelte dejen der. Prikkede huller i det med fingrene, dryppede gavmildt med olivenolie, dryssede med Everything Bagel og lod det hele stå et par timer, til det blev bagt i en halv time på 200 grader varmluft. Enkelt og ikke arbejdskrævende.
Brødet blev godt. Krydret, duftende, knasende – og med fine huller i.

Perfekt til et glas rødvin som nybagt. I dag tænker jeg, at jeg vil riste resterne, flække dem og bruge dem til en enkel sandwich med skinke, hummus og salat. Det lyder da helt café-agtigt – bare herhjemme, hvor ingen er besatte. Det er så rart ikke at være det.
Everything Bagel er nu prøvet, og det smager godt. Det er værd at lave – det er altid godt med noget til at peppe maden op med. Ja, det er et modeflip og sikkert allerede ved at blive umoderne, nu hvor man kan få ingredienserne til en fornuftig penge. Der er fordele ved at være en ‘last mover’.
God lørdag.