Det blæser iskoldt fra øst. Himlen er mørk. Blæsten river i træernes bare grene, og små, hårde snekorn stikker på kinderne. Man skutter sig og har ikke den fjerneste lyst til at gå udenfor. Men … en hund er altid glad for at komme ud – selv med bare tæer i frostvejr, så der er ingen vej udenom.
Det er virkelig bidende koldt. De skriver om snestorm sydpå, og det er der da i det mindste noget drama i. Her er det bare træls. Den stride vind, den mørke himmel og de stikkende, frosne snekorn.
Nu savner man virkelig de klare snedage fra først på måneden og de smukke solnedgange.
Det virkede næsten uoverskueligt at skulle ud. Først da hundene var begyndt høfligst at anmode om en tur ved at hoppe op på skødet af mig – 2 ad gangen – og slikke mig på næsen, tog jeg mig sammen, fandt jakke, hue, luffer og hundefløjte frem og gik ud med dem.
Og så ændrede hele billedet sig. For godt nok var det koldt, men den ene hund løb og løb af bare livsglæde, den anden snusede ivrigt i brændestakken, og den tredje legede tagfat med de tørre blade, der hvirvler for vinden gennem haven. Ren livsglæde og energi. Jeg kunne ligefrem mærke, hvordan smilet bredte sig på de frosne læber efter en lidt frustrerende formiddag.
For måske var det ikke bare det kolde, mørke vejr, der var skyld i manglende smil før. Mandagens små fortrædeligheder.
Teknik, der drillede, en kop, der væltede, en yndlingssok med hul i. Og så dråben:
Tre gange havde jeg prøvet at ringe til lægen for at booke tid til et rutinebesøg. Hver gang var jeg nummer 6-7 stykker i køen, og måtte lægge øre til den samme ventemusik, alle læger åbenbart bruger og har brugt i mindst 20 år. Dårlig lydkvalitet, en brægende saxofon og en skinger elektronisk klimten. Kun afbrudt af den automatiske stemme: ‘Du er nu nummer … lille pause… 5 … lille pause. Venter på at tale med en medarbejder.’ Jeg gav op. Det er ikke sundt for blodtrykket at lytte til, og det er nok også dumt at ringe til et lægekontor på en mandag.
Så hellere ud i blæsten og trave op og ned ad bakkerne sammen med de glade hunde.
Vi er inde igen. Jeg holder en lille pause i arbejdet med en kop te med ingefær og appelsin.
Den varmer helt ud i fingrene, og fra under bordet lyder der tilfredse hundesuk og let snorken. På foderbrættet udenfor vinduet myldrer det med småfugle. Det er lykke på en meget kold og mørk mandag. Vi må nok snart ud igen.
God mandag.
Dalsgaard i Skivholme 
Det skulle være en folkeret og bo på landet hvis man havde lyst, uanset om man havde råd eller ej 😁🐾🇩🇰
Jeg bor i Brabrand og har to Labrador Retrievere. Klokken er 05:30 og jeg skal snart op. I fodenden ligger min nye hvalp Thor på 8 måneder og drømmer. Hans poter jabber afsted, og der kommer et lille halevrik en gang imellem. Jackson, den gamle på snart 11 år ligger på hans tæppe for enden af sengen, og min kone er inde i det tilstødende værelse. Vi har valgt og sove hver for sig, for vi “larmer” begge om natten, så den anden ikke kan sove. Begge hundene har fået morgenmad, og jeg har fået Rema1000 musli med Kefir. Og så er Thor og jeg krøbet ind i sengen igen for at ligge lidt og få varmen og for at morgen “nusse” lidt.
Jeg ligger også og tænker over, at jeg skal ud i det elendige vintervejr, men ved også at det ikke er så slemt når først vi er ude. Drengene elsker det jo, og er super glade når vi skal afsted, og trætte når vi er hjemme igen. Så godt med tøj på og så afsted, så går det nok.
Thor kravler helt ind til mig og vi ligger i ske i 5 minutter, før han syntes det er blevet for varmt og jeg tager mig endelig sammen og svinger benene ud af sengen. Jackson får stavret sig op på hans gamle ben og kommer hen og giver mig et slik på det ene knæ, hvorefter han går ud i gangen for at få noget vand.
Så er dagen startet igen og med 2 dejlige hunde, kan det da ikke gå helt galt
LikeLike
Dejlig beskrivelse af en varm og kærlig morgen. Mennesker og hunde har levet sammen i tusinder af år, og vi er rigtig gode for hinanden 🙂
Man kan faktisk nemt finde noget på landet, der ikke er dyrt. Der er et hus til salg her i landsbyen til en mio. Det er ikke stort, men det er hyggeligt, og lige ved gode gå-tur-steder. Man skal så have bil, når man bor langt fra busserne – helst en til hver – men det behøver jo ikke være den sidste nye Mercedes, vel? Min lille Suzuki-selleri købte jeg for under 50.000.
Nu sidder jeg her ved computeren, og har to af kræene på fødderne. Det er stille lykke, og det er bare den bedste form.
Mange hilsener, Karen
LikeLike
Hej Karen.
Det var en beskrivelse, som jeg stort set er enig i hele vejen. Kulden, som jeg ikke trives med. De grå dage uden sollys. Ærgrelser, som hos os var et køleskab, der stod af. Automatsvaret fra lægehuset, som jeg straks kunne genkende, og som man bliver syg af at høre på, især hvis man har brug for en kontakt her og nu!
Men det hele blev til glæde vendt med beskrivelsen af de skønne, glade hunde, der åbenbart har en anden holdning til kulden!
Vi købte og fik installeret et nyt køleskab, så det er også godt, og så må man i øvrigt huske på, at der er andre, der har større problemer med kulden, end vi har. Jeg har så ondt af ukrainerne, og selv om jeg giver en skærv en gang imellem, så er det en dråbe i havet.
Det var godt, du kom ud med hundene. De blev glade, og du fik vist også vendt humøret, da du kom ind og fik lavet en varm kop te.
Skønt tekrus, i øvrigt!! Jeg er selv tedrikker og kommer løbende til at købe nye krus!!
God tirsdag.
Bodil.
LikeLike
De små ærgrelser er naturligvis mindre end så mange andres katastrofale forhold. Vi giver også til Ukraine, og kunne jeg lave en voodoo dukke af visse præsidenter i to store lande, gjorde jeg også det. Og tænk på de modige mennesker, der demonstrerer i Iran – og for den sags skyld i Minneapolis i 22 graders kulde, åbenbart med livet som indsats. Alligevel er det de små ærgrelser, der fylder hos os, og det er jo bare menneskeligt. Hunde er meget mere ukomplicerede 🙂
Kruset er købt i England i ’98. Fantastisk, det ikke er gået i stykker endnu 🙂
vh/Karen
LikeLike