Hele sommeren tænker jeg ikke et sekund på garn. Eller på håndarbejde. Det passer bare ikke rigtigt til årstiden. Men når efterår og vinter kommer med mørke eftermiddage og aftener, kribler det i fingrene. Der skal nørkles. Der skal nørkles igennem, for mørketid er nørkletid.
Både strikkeri og hækleri går an. Og gerne noget varmt, noget man kan putte sig i. Og pynte sig med. Eller nyde synet af og bruge i huset. Sjaler, tørklæder, puder, grydelapper, kurve… Trøjer bliver så dyre at strikke.
Den slags hyggeligt håndarbejde kan sagtens kombineres med en god, engelsk krimi. En af den slags med underfundige detektiver, komplicerede plots og ‘hyggelige’ mord (i modsætning til amerikanske, actionprægede og bloddryppende dramaer eller nordsjællandske noir serier).

Sammen med Husbonden, hundene og den meget udsædvanlige Mr. Book fra boghandelen Book’s har jeg nu næsten et nyt sjal klar.
I en køn neutral farve, der lader mønstret spille hovedrollen. Mønstret har jeg prøvet før. Jeg turde dårligt nævne navnet under corona, for det hedder faktisk ‘virussjalet’. Fordi mønsterenhederne spreder sig udfra en enkelt lille cirkel og spreder sig som ringe i vandet.

Det ser avanceret ud, men det er faktisk ret enkelt. Der er kun tre forskellige rækker, man skal lære, så kører det – som en virus fra Wuhan. Mønstret er gratis og kan downloades her hos Hobbii, hvis du skulle føle dig fristet.
Garnet fra Holst Garn er en blanding af uld og silke, og det fandt jeg hos By Kornerup i den gamle mølle, da jeg var der sidst. Det findes i et utal af farver.

Det er altid med lidt blandede følelser, at jeg nærmer mig afslutningen på et projekt. På den ene side glæder jeg mig til at tage det i brug, og på den anden side vil jeg savne at nørkle med det. Men så må der gang i et nyt projekt, for mørketid er nørkletid.
Det var lidt reklame for mørkningssysler, for Mr. Book krimierne på DRTV (der er 6 afsnit) og for By Kornerup, hvor jeg også fandt det fine fad på fod. (På lørdag skal der laves adventskrans på fadet.).

Nørkler du også? Har du måske ideer til et nyt projekt? Fortæl endelig, for jeg vil gerne inspireres. Jeg finder tit inspiration og mønstre hos Hobbii eller hos Tante Tråd. Kan du anbefale andre sider?
God torsdag.
Jeg bruger også Hobbii, er lige nu ved at hækle nye grydelapper, de gamle er lidt slidte og så har jeg lige bestilt merino uldgarn til et sjal, for uld kan nu noget. Har ikke været glad for uld før, men det har ændret sig – måske det har noget med alder at gøre 😉. Og ja, de engelske krimmier kan altså noget. Et lille hyggeligt mord om det så er Vera, Mord i Marlow, Ridley eller Barneby. God torsdag fra Birgit i Hillerød
LikeLike
Merino er så lækkert, og det holder næsten evigt. Jeg har en trøje i merino uld, jeg købte i 1993 på et marked i Firenze, og den er som ny endnu 🙂
Og ja, lad os få nogle hyggelige mord i stedet for udpenslet vold og noir serier. Farlig landsbyidyl er sagen 😀
LikeLike