Besøg hos GASA Group Nature to the people i Odense

I går var en spændende dag. Jeg var inviteret på besøg hos GASA i Odense, hvor jeg aldrig havde været før. Inspirations- og testhave, udstilling af blomster og planter fra nær og fjern og et besøg på Handelspladsen, den fagmesse, der holdes fire gange om året, hvor gartnerier præsenterer deres udvalg og nye tiltag.

Virkelig et kig bag kulisserne, hvis man til daglig ikke er professionel plantedame med butik eller gartneri.

Banner

GASA står for GArtneriernes SAlgsforening – ikke at forveksle med Gaza, et knap så fredeligt sted. Nature to the people er Gasa Groups slogan/navn/brand, der i sin enkelhed går ud på, at GASA bringer naturen ud til alle os blomsterglade mennnesker, at de er bindeleddet mellem gartnerierne og forbrugerne. Man ser det på de store lastbiler med blomster og planter, man møder på landevejen. Bedre kan det vel ikke illustreres? Blomster på vej.

(I øvrigt arbejdede jeg hos Scania, dengang man opfandt blomsterkølerummene med forskellige temperaturzoner, men det er en helt anden historie.)

Skal man være bindeled mellem producenter og forbrugere, nytter det ikke, man ikke ved noget om planterne, deres egenskaber, frostfølsomhed og så videre. Derfor har GASA den dejligste inspirationshave, hvor de tester planterne. Haven er designet af dygtige Jeanette Thysen – en god blomsterven. Du kan se lidt billeder fra haven i slideshowet herunder.

Ligesom de fleste af os har de fundet ud af, at solhatte bare ikke er særligt gode til at komme igen. Det var også derfor, de med stolthed præsenterede en solhat, der er kommet igen og igen i deres have. Den hedder Pretty Parasol. Nu er det jo Fyn, hvor alt kan gro, men måske man skulle prøve den? Køn er den i hvert fald.

Pretty Parasol solhat
Pretty Parasol solhat

Det var den fine, lyserøde på mørk bund, indianermynte Beelicious Pink også. Den var jeg lidt vild med. Mit billede blev ringe, men så er det heldigt, at Nature to the People selv har taget et. Det låner jeg lige, så du kan se blomsten. Køn, ikke?

Indianermynte Beelicious Pink
Foto: Nature to the people

Ligesom man skal vide noget om det, man sælger, skal man også vide noget om dem, man sælger til. Vi fik et spændende oplæg om typer af blomsterkøbere. Nu skal man jo være lidt forsigtig med at inddele folk i typer, men en rettesnor kan det give. Der var lavet små ‘rum’ til at illustrere de forskellige typers stil.

Er det lige dig – eller er du også til lidt fra hvert billede?

Derefter tog vi videre til Handelspladsen – fagmessen for professionelle.

Handelspladsen Odense

Der var meget, og jeg mener virkelig MEGET at kigge på. Især var jeg begejstret for Hennecke Stauders opstilling af stauder til tørre og fugtige bede. Det er nyttig viden, og dejligt at se, hvor smukt det kan gøres.

Planter til tør jord

Indenfor var der stueplanter af mange slags, og der var pyntet så fint og kreativt. Hvad synes du om sådan en stol her?

Stol pyntet med planter

Dagen sluttede med et gartneribesøg, og det er altså en helt ny historie, som du må vente med at få. Du kan glæde dig til: Fyn, bølgende marker, tusinder af blomstrende stauder, bindingsværk, hvidkalket landsbykirke og kvidrende svaler. Idyl. Det kommer der mere om.

God fredag.

Ukendt's avatar

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

2 kommentarer til “Besøg hos GASA Group Nature to the people i Odense”

  1. Tak for billeder af din tur i Gasa, spændende at se.

    Ikke alt kan gro på Fyn, hos os er det meget tørt, men det meste trives, hvis vi vander.

    Du kan evt. kigge på min blog, så kan du se om det kan gro 😉

    Like

    1. Jeg kigger tit forbi din blog, Lisbeth 🙂 Det er bare sjældent, jeg kommenterer. Sådan er det jo.
      Klimaet på Fyn er mildere end her i Skivholme, og det hjælper en del. Helle Aagaard (Helle Aagaards Have på Sydfyn) besøgte os en gang og var forundret over, at planter, der hos hende var afblomstret, kun lige var ved at komme i gang her 🙂

      Like

Der er lukket for kommentarer.