Storkenæb finder man mange steder i vores have. Der er mange forskellige, men på den her årstid er Rozanne den, jeg er allermest glad for. Smuk blå farve med kønne aftegninger, frodig, konstant blomstrende og i stand til at klatre over og igennem alle forhindringer.
Det er ikke nogen hemmelighed, at vores have mildest talt ikke er passet i år. Jo, græsset er slået, for det gør Husbonden. Hækkene er klippet, for det gør han også. Men mine karpaltunnel-ramte fingre kan ikke rigtig noget. Jeg gruer for, hvordan det ser ud næste år, hvor jeg er repareret igen. Der bliver nok at se til.
Men når det nu er sådan, er det dejligt med de robuste planter, der ikke bare lader sig kyse af en smule græs i bedene eller små, lumske dueurt, der sniger sig ind alle vegne. Sådan en plante er Rozanne.
Nede bag de nu rødmende hortensia, der hvor bronzeblad og parasolplanten trives i tagdryppet, vokser Rozanne op mellem de store blade og lyser med blå blomster hist og her.
I plantekasserne ved indkørslen sniger den sig fra sin kasse og hen over alle de andre storkenæb, der nu er afblomstrede. (Nogle af dem skal flyttes, når det bliver tid, for de har haft det så godt, at de er blevet for store til kasserne, og jeg ved lige hvortil. Jeg skal bare lige fixes først.)
Rozanne er bare en god pige, er hun.
Og hvorfor går jeg stadig og døjer med det karpaltunnel-halløj? Jo, jeg har godt nok fået en henvisning. Og en tid sidst i september. Jeg har også udfyldt skemaet, der skulle kunne give mig adgang til at få det fikset privat, fordi regionen ikke kan overholde behandlingsgarantien. Men jeg venter nu på anden uge på, at patientkontoret ringer mig op. Det er åbenbart ikke vigtigt nok for dem. Det er det bare for mig.
Mens jeg venter kan jeg nyde Rozanne, hortensiaer og floks og forsøge at lukke øjnene for skidtet. Men det kan vente sig, kan det.
God mandag.
Dalsgaard i Skivholme 