Gem lidt af sommeren, til det bliver efterår og vinter igen, og lav en portion rabarbermarmelade med finthakket ingefær. Rabarber er sure, ingefær er stærkt, men marmeladen er duftende, frisk og indbydende – perfekt til et stykke ristet brød – og en kop te.
Rabarbermarmeladen med ingefær er et engelsk påhit, for i England er de rigtig gode til at bruge havens overflod og kombinere med de lidt mere eksotiske krydderier i marmelader og chutneyer. De må have lært det fra alle de kolonier, de har haft i fjerne lande?

Du skal bruge:
1 kg rabarber skåret i små stykker – et par centimeter lange
3 spsk finthakket ingefær
Saft fra en halv citron
700 gram sukker
Måske lidt rød Melatin, hvis du vil have marmeladen meget fast.
- Skær rabarberne i stykker og skræl og hak ingefæren fint.
- Kom rabarber, ingefær og citronsaft i en gryde sammen med sukkeret, bland godt og lad det stå og trække i en halv times tid.
- Varm langsomt op til kogepunktet og lad marmeladen koge et kvarters tid.
- Prøv med en dråbe på en kold tallerken, om du synes, marmeladen er fast nok til ikke at flyde af brødet. Mangler der lidt, kan du enten koge marmeladen lidt længere og prøve igen, eller du kan bruge lidt rød Melatin. Følg vejledningen på posen.
Jeg vil helt sikkert lave endnu en portion af marmeladen, inden rabarbersæsonen er ovre, for det er den skønneste marmelade at have på lager til den mørke tid, hvor den friske og sommerlige smag kan muntre smagsløgene og sindet op og minde om, at den mørke tid får en ende.

Er du en af dem, der slet ikke kan lide den lidt skarpe smag af ingefær? Så prøv at lave marmeladen med en vanillestang. Det er mildt og venligt og også en klassiker.
Vi bliver i afdelingen for rabarber i morgen, for de store planter er gavmilde, og det ville da være synd ikke at få mest mulig gavn af dem.
God torsdag.