I dag får du opskriften på en lækker og cremet risotto med noget så enkelt – og januarbilligt – som gulerod i skiver, løg, ristede bacontern og selvfølgelig: masser af parmesan.

Risotto er sådan en blød og venlig ret, og især her i vintertiden er risotto rigtig comfort food – bare på italiensk. Den lander næsten som kartoffelmos og passer så fint til en råkold dag.
Om vinteren gør det heller ikke så meget, at man skal stå en halv times tid ved komfuret. Det er jo mørkt alligevel, og det udenfor trækker virkelig ikke ret meget. Så er der meget hyggeligere i det varme køkken.
I denne opskrift tilsætter du til sidst et strejf af solskin i form af revet citronskal.
Du skal bruge:
1,5 dl arborioris
1 dl hvidvin
1/2 l bouillon
100 g bacon i tern
1 hakket løg
1 fed hakket hvidløg
2 spsk hakket rosmarin – frisk eller fra frost
2 spsk hakket salvie – frisk eller fra frost
250 g gulerødder i skiver
1 tsk revet citronskal
1/2 dl fintrevet parmesan og lidt ekstra til drys
- Steg baconternene sprøde i en gryde, tag dem op og lad dem dryppe af på et stykke køkkenrulle.
- Brug lidt af det afsmeltede baconfedt til at stege løgene klare. Når løgene er klare, tilsætter du det hakkede hvidløg og lader det stege med, til det dufter – ca. 1/2 minut.
- Tilsæt ris, gulerod og hakkede krydderurter og rør rundt.
- Tilsæt vinen og lad den koge næsten væk.
- Tilsæt nu bouillon en sjat ad gangen og lad den koge ind i risene. Det er bedst, hvis du har en kasserolle med næsten kogende bouillon stående ved siden af din risottogryde, ellers stopper kogningen i risottoen hver gang, du hælder på.
- Når risene har opsuget væden og er blevet bløde – nogle kan godt lide dem med en hård kerne, men det kan jeg ikke – rører du parmesan og citronskal i gryden og smager til med salt.

- Ved serveringen drysser du med baconternene og ekstra parmesan.

Du må selv bestemme, om risottoen skal være tilbehør eller stå alene. Begge dele går fint an. Får du rester, kan de varmes i mikroovnen og blive til varm frokost efter en kold hundetur.
God tirsdag.
PS: Der er stadig ingen forklaring på de sære navne. Jeg vil kontakte WordPress for at høre, om de har oplevet den slags før.