Rå grønkål er både sundt og lækkert. Men lidt tørt at tygge i sådan helt alene, ikke? Dressingen her med parmesan og hvidløg får salatskålen tømt på rekordtid. I dag får du opskriften.
Til en skålfuld grønkålssalat skal du bruge:
Ribbet og hakket grønkål
2 spsk surmælksprodukt – creme fraiche, ymer eller hvad du nu har.
2 spsk mayonnaise
2 spsk fintrevet parmesan
2 spsk citronsaft
1 tsk presset (eller fintrevet) hvidløg
Masser af friskkværnet peber
Riv parmesanen selv. Du kan også bruge Grana Padano, der egentlig er det samme, bare fra en anden egn af Italien. Grana Padano laver de ved Gardasøen, og parmesanen er fra området omkring Parma.

Mens du har rivejernet fremme, kan du lige så godt rive hvidløget. Så slipper du for at gøre hvidløgspresseren ren. Der er nok, der skal vaskes og tørres og sættes på plads i forvejen.
(Hvis dovenskab var en olympisk disciplin, ville jeg blive nummer fire – bare for at slippe for at gå op på podiet 😀 – Nej, helt ærligt: Don’t work harder, work smarter… )
Bland alle ingredienserne i bunden af salatskålen og rør dem godt sammen. Smag til. Måske lidt salt? Måske lidt mere citron? Det er dine smagsløg.

Vend masser af ribbet og hakket grønkål i dressingen og spis som tilbehør til næsten hvad som helst. Jeg kan love dig, at du og dine får spist masser af rå grønkål på den måde, og selvom mayo og cremefraiche måske ikke er decideret slankemad, tror jeg, mængden af kål vejer tungere i regnskabet rent sundhedsmæssigt.

Skulle der blive lidt til overs, smager rester rigtig godt i din frokostsandwich dagen efter.
God blæsende og regnfuld onsdag.