Adventskransen 2024

Adventskransen 2024

I går sagde vi farvel til efteråret, roste det for de gode dage og valgte høfligt at se bort fra de våde og blæsende. Det var jo november, så hvad kan man forlange? I dag siger vi goddag til den dejlige julemåned, og samtidig er det oven i købet første søndag i advent. I dag må vi tænde det første lys i adventskransen – altid en glædelig begivenhed.

Det var måske nok i sidste øjeblik, jeg fik adventskransen færdig, men der har været så meget – syg hund og tant og fjas i tide og utide. Nu står den der, og jeg synes helt beskedent, den er blevet ret vellykket. Den glæder jeg mig til at nyde hver dag i hele adventstiden.

Adventskransen 2024

Det er en stor krans, for ellers var der ikke plads til de fire bloklys i midten. Den er lavet på den ‘sædvanlige’ måde. En 40 cm Ø oasiskrans er basen for det hele. Jeg bruger våd oasis, for så holder det grønne sig pænt hele måneden.

Adventskransen uden pynt

Først er overfladen dækket af grønt. Siderne dækkes først – med blød ene, der er stukket ind i kransen og hæftet på plads med romernåle. Derefter dækker jeg på samme måde toppen med forskelligt grønt fra haven og mere blød ene.

Når man ikke kan se så meget som et glimt af oasis, kommer det sjove. Der skal pyntes. Kogler af forskellig slags, lidt eucalyptus og dadelgrene. Helt enkelt.

Nærbillede af pynten på adventskransen

Koglerne har jeg sat fast med limpistolen, dadelgrenene er nålet på med romernåle.

Og nu, hvor jeg nævner limpistolen. Har du sådan en? Hvis ikke, skulle du tage at anskaffe dig en. Den behøver ikke koste en formue – min er en billig Netto model, og den har holdt i årevis. En limpistol giver helt nye muligheder for at lave pynt og dekorationer.

Prøv at tage et kig ind på Skivholme kirkes hjemmeside, hvor første låge i adventskalenderen netop er blevet offentliggjort. Der er dagens overraskelse, hvordan man uhyre let kan lave de sødeste, små træer af lærkekogler. Jeg har lært tricket af Esther Geneser, der har Instagram profilen Esthers Have. Hun er bestemt værd at følge!

Lille kogletræ

Nu sidder jeg her i stuen med computeren efter at have afløst som kirketjener igen. Jeg vil altid gerne i kirke første søndag i advent, der er så festlig en dag, og kunne derfor lige så godt tage tjansen som kirketjener samtidig – og sørge for kirkekaffen (og rydde op bagefter og, og, og).

Derfor er det velfortjent, at det snart er tid til at lave os en kop te, finde ligtheren frem, tage skærmen af Andy, så han kan sove lidt bekvemt – under opsyn selvfølgelig – og tænde det allerførste lys i årets grønne adventskrans.

Håber, du også får tid til at lade adventsfreden sænke sig, mens du kigger på det smukke lys, den levende flamme giver.

God første søndag i advent.

Ukendt's avatar

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.