Det med at gå på loppemarked er noget rigtig mange af os er vilde med. Ikke fordi vi egentlig mangler noget, vel? Det er mere det, at man er næsten sikker på, at der bag de mange spisestel, plasticbøtter, porcelænsfigurer af børn med tand- og andre piner, skårede glas, udtrådte sko og gamle stole gemmer sig skatte.
Jeg har svært ved køre forbi et loppemarked. De trækker, så jeg tror, der er fejl på bilens styretøj. De fleste gange går jeg igen efter et hurtigt kig rundt, men af og til finder jeg virkelig en skat.
Lige siden jeg så vinballoner som havepynt i Italien,
har jeg ledt efter sådan en stor glasballon til haven. Det tog lang tid, men pludselig en dag var der en – ganske vist ikke grøn, men slet ikke så ringe.
Andre gange finder jeg noget, jeg ikke lige ledte efter, men som kommer til at give stor glæde mange år frem. Sådan er det med min påskeskål – 10 kroner kostede den, og den giver glæde og smil hver påske. Det er vel efterhånden 1 krone pr. påske?
For lidt tid siden fandt jeg noget helt specielt. To rustne ænder med fødderne solidt begravet i marksten. De måtte med hjem. Nu står de ved spejlbassinet og ligner en million – eller deromkring. De hygger i hvert fald og tilføjer et lidt uhøjtideliget indslag i havebilledet.
Så jeg bliver ved med at lade bilen trække mig på loppemarkeder og i genbrugsforretninger. Som regel med et mål for øje – noget, jeg kigger efter. Og falder jeg for noget, der viser sig alligevel ikke at leve op til forventningerne? Et af de der impulskøb, der alligevel ikke holder? Så kan man jo bare donere det tilbage uden at have spildt en formue.
God onsdag
Dalsgaard i Skivholme 