Kager og mad med blommer

En kassefuld blommer

Endnu en gang har jeg været den glade og taknemmelige modtager af en stor kasse blommer fra vores nabos blommetræ, der ligesom de fleste blommetræer bugner af frugt i år.

Jeg gik fluks i gang med at udstene, sylte og bage.

Det første, jeg satte over til, var en grydefuld blommechutney. Blommer, løg, ingefær, chili, eddike og det brune rørsukker, der giver sådan en dejlig karamelliseret smag.

En skefuld blommechutney

Chutneyen bruger vi som tilbehør til kød – især er den god til lyst kød – altså gris og kylling, og vi bruger den i stedet for mango chutney. Den smager lidt hen i den retning, bare knapt så sød.

Så bagte jeg en New York Times blommekage. Det er den, der skal stå til dagen efter for at blive rigtig god. Den smager, som var der et lag kagecreme mellem blommerne og dejen – og blommerne har fået et drys kanelsukker før bagningen. En totalt uimodståelig kage.

Blommekage

Jeg kan godt forstå, New York Times ikke slap afsted med at holde op med at bringe den opskrift hvert år i september.

Til sidst satte jeg en grydefuld blommer over til blommesyltetøj. Bagvrk.dk havde delt en opskrift, hvor der skulle rosmarin og vanille i blommesyltetøjet. Det måtte jeg prøve, for jeg kunne næsten smage det i tankerne. Lene fra Bagvrk.dk blender syltetøjet. Det gjorde jeg ikke, for jeg kan godt lide stykker af frugt i syltetøj. Lenes opskrift kan du se her.

I går fik vi en gryderet med kyllingebryst, blommer og enebær – den opskrift finder du nu her:

Jeg tænker, jeg vil lave retten med fasan en af dagene, for der er stadig fasaner i fryseren fra sidste års jagt og kun kort tid, til jagtsæsonen starter igen.

Til sidst var der bare at udstene de sidste blommer, og nu ligger der tre kilo blommer i fryseren og venter på, at vi enten får spist op eller får nye ideer.

Så hvis du har undret dig over, der har været stille her? Nu ved du, hvordan det gik til.

God fredag.

PS: Er der nogen, der har et godt tip til at få ‘blommefingre’ og ditto negle rene igen? Mine fingre er brune på trods af vand og sæbe og bad og shampoo…

Ukendt's avatar

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

2 kommentarer til “Kager og mad med blommer”

  1. kære Karen

    Hvis du stadig har brune blommefingre, kan det måske hjælpe at gnide dem med citronsaft.

    god weekend

    mange hilsner Jane

    Like

Der er lukket for kommentarer.