Det blev lidt sent med aftensmaden i går. Pludselig fandt vi ud af, at klokken var blevet halv otte, og vi var ikke engang begyndt på maden endnu. Det er den tidsforskydning, der sker i ferien.
Heldigvis havde jeg tøet en pakke hakket svinekød op til karbonader, men hvad med tilbehøret? Et hurtigt kig i grøntsagsskuffen afslørede, at en indkøbstur nok ville være på sin plads. Men der var da løg, kartofler og et halvt spidskål, og i fryseren fandt jeg en halv pakke bacon og en pose ærter.
Med fuld turbo på den nye emhætte, blev der kogt små, nye kartofler og lavet sydstatskål, en gammel opskrift på en fordanskning af collard greens, som er en bladkål, man får meget i sydstaterne. Blandingen af kål, løg og bacon er forrygende god, selvom den er så enkel. Opskriften finder du her.

Ærterne blev tilberedt med løg og hakket, frisk mynte. Først hakker man løget og steger det klart i smør. Derefter tilsætter man ærterne og et drys salt, rører rundt og lader dem tø op og blive varme. Til sidst drysser man hakket mynte i og rører rundt. Nemt og meget hurtigt.
Ærter og mynte er en klassisk kombination, som også bruges i ærtepestoen her:

Da klokken var otte, stod maden på bordet. Karbonader, nye kartofler og to slags grønt. Det var da meget godt nået, og du kan lave det samme lige så hurtigt, hvis du vil. Begge slags grønt smager dejligt og er lidt anderledes end bare dampede grøntsager, ikke?
God tirsdag (hvor det faktisk ser ud til ikke at blive regnvejr – i hvert fald ikke ret meget).