Lundmåler – en grøn natsværmer

Et af naturens små undere: en grøn natsværmer, en lundmåler. Ikke ualmindelig, men jeg har ikke set den før, og jeg blev helt betaget af dens smukke, vissengrønne farve og vingernes fine, stribede kant.

Biodiversitet er ellers lidt opreklameret, synes jeg som regel. I hvert fald i form af flåter på hundene og dermed også på os – eller i form af myg, hestebremser eller de næsten usynlige mejeredderkopper og deres ækle, klæbrige spind. Stor gedehams er heller ikke noget hit.

Hvis planter også er en del af biodiversiteten, og det er de vel, trækker skvalderkål og brændenælder også point fra. Mange.

Men i går mødte vi et eksempel på biodiversitet, der kun er til at elske. Den fineste, grønne natsværmer, en lundmåler. Jeg kendte den ikke, men brugte Google Lens til at identificere den. Derfra kom jeg ind på Naturbasen og lærte den at kende.

Lundmåler

Den er, som sagt, ikke ualmindelig her i Østjylland, og den er en natsværmer. Måske er det derfor, jeg ikke har set den før? Natsværmere flyver jo mest, mens vi sover, og når de flyver, ser man ikke deres farver – kun svirrende, brunlige vinger.

Natsværmere og deres smukke farver og aftegninger ser man kun, når de har sat sig til hvile om dagen. Og der vælger de som regel et sted at sove, hvor de falder ind i baggrunden og ikke har så stor en risiko for at ende som børnemenu i en fuglerede.

Den grønne lundmåler må derfor nok normalt gemme sig blandt – eller på – blade. Havde den ikke sat sig på det hvide træværk, havde vi nok stadig ikke vidst, at vi deler matrikel med sådan nogle fine, grønne natsværmere.

Lundmåler

Naturbasen fortæller, at lundmålerens larver ligner små, stive pinde, og at de gemmer sig på grenene i buske. Du kan se et billede her.

Af og til møder man sådanne lidt specielle kræ. Hvis du vil se – eller gense – nogle af dem, vi har mødt hos os, så kig med her og se duehalen:

Og hvepseedderkoppen:

Forunderligt og smart, som den biodiversitet kan te sig, ikke?

God onsdag.

Ukendt's avatar

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

2 kommentarer til “Lundmåler – en grøn natsværmer”

  1. Du mangler dræbersnegle i din liste! Hader dem inderligt og har aldrig set så mange som i år. Eneste trøst er, at de ikke er så store som normalt. Det skyldes forhåbentligt, at bestanden er så enorm at der ikke er ædelse nok til alle. 🤞

    Like

    1. Hvis de så bare ville æde skvalderkålene! Nej, der er masser af biodiversitet, jeg gerne ville være foruden. Og så opdager de hele tiden enten nye sorter, eller at dem, de troede var uddøde, lever i bedste velgående et eller andet sted 😀

      Like

Der er lukket for kommentarer.