Prepping?

Billedet er fra sidste gang, strømmen gik. Men har du købt ind til lager i en nødsituation? Altså ‘preppet’? Og har du tænkt over, hvad der virkelig er vigtigt at have på det lager?

Alle skal kunne klare sig i tre dage, siger vores forsvarsminister. Tre dage. Hmmm. Det ville da være skønt, hvis en krise kan overstås på tre dage, men i Norge og Sverige siger de en uge, og det er vel også ret optimistisk.

Vi har hørt meget om knækbrød og Jaka Bov. Ikke et ondt ord om knækbrød. Men der er da masser af andet mad, der kan holde sig i mange dage også uden køleskab.

Rugbrød, kartofler og andre rodfrugter. Pasta og ris. Tortillawraps. Tun og makrel og meget andet på dåse – flåede tomater, bønner og den slags. Rejeost og skinkeost. Spegepølse. Iste. Pesto på glas. Hele stykker parmesan. Chilisovs og ketchup. Olivenolie. Hvidløg og løg. Hvidkål og rødkål. Citroner og appelsiner. Sodavand, chips og snacks. Slik. Og rødvin, ikke at forglemme. Kan man lide den slags, siges citronmåner at kunne holde sig uændrede i flere år.

Pizzabunde fås også færdige og vakuumpakkede, så der bare skal fyld på, og pizza kan laves i grillen.

De færdige bunde bruger vi da i ny og næ, når det både skal gå hurtigt og være nemt. Ingen grund til at være hellig, når solen skinner, og ingen grund til at sidde og gnave knækbrød med Jaka Bov, medmindre man er virkelig glad for netop de to ting.

Jeg tror, de fleste landhusholdninger i forvejen har, så de kan klare sig i tre dage og også længere. Sådan er det, når man ikke bor tæt på butikker og ikke køber ind hver dag. Vores ‘prepping’ forråd er derfor enkelt. Vi fylder op i skabene løbende, så vi aldrig går tør for noget væsentligt. Og vi har altid masser af stearinlys og fyrfadslys i skabet.

Men der er da ting, jeg tænker, vi skal sørge for at have styr på:

  • Husapoteket skal for eksempel ikke mangle noget. En ekstra flaske klorhexidin til sår – og plaster. Piller mod ditten og datten. Lokalbedøvende salve. Midler mod insektstik.
  • Tandpasta og andet hygiejnerelateret. (Køber man de store pakker toiletpapir hos Harald Nyborg, kan man klare sig længe).
  • Gas nok til grillen.
  • Holde bilerne fyldt op med brændstof hele tiden, så man ikke er stavnsbundet. (Der har elbiler også et problem.)
  • Og så må vi hellere købe et par store vanddunke. Vand kan holde sig i de dunke i en uges tid, og vand til toilettet kan vel køres op fra bækken med spande i en trillebør.

Selvfølgelig er en power bank på solceller også vigtig, så man kan oplade sin telefon. Men køber man sådan en håndsvingsradio, har de som oftest også solceller og powerbank indbygget. Håndsvinget lader batteriet op, og hvis solen ikke skinner, kan du stadig oplade din mobil og sikkert også din pandelampe.

Det væsentligste er nok at finde ud af, hvordan man kan tilberede maden, hvis man ingen strøm har. Et lille spejdersæt kan bruges de fleste steder. De fleste, der bor i hus, har en grill. Man kan koge vand og varme brød på brændeovnen.

På sygehuse og mange andre steder har de (forhåbentlig) nødstrømsanlæg, generatorer og brændstof nok til at klare en krise.

Jeg håber, vi aldrig får brug for at komme helt i bund med lagrene, mens strømmen forsvinder i ugevis. Men hvem kan være sikker?

Dengang i Ukraine i ’22 troede mange heller ikke, det ville gå så galt. To dage før russerne angreb, hørte jeg i radioen en ung mand på en cafe i Kiev sige, at russerne da aldrig ville angribe. De truede kun – det ville aldrig ske. Han er blevet klogere, desværre.

Vi skal heller ikke tro, det aldrig sker, og det er klogt at have lagre.

God fredag.

Ukendt's avatar

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

6 kommentarer til “Prepping?”

  1. Jeg er født og opvokset på en gård, så måske derfra har jeg, at man altid skal ligge inde med lidt af hvert – også noget der kan holde sig længe. Tjek.
    John står fuldstændig uforstående overfor, at ikke alle har, så de kan klare sig i nogle dage rent madmæssigt, men som Charlotte siger, er det nok et by-fænomen.
    To 20-liters vanddunke har vi fra vores tid med ødegård i Sverige, hvor strømmen ofte gik, og de er fyldt nu. Tjek.
    Vi har gasgrill og brændeovn. Tjek.
    Powerbank altid fuldt opladet. Tjek.
    Det værste er nok toilettet, men vi har da Præstø Fjord 100 meter væk, så det er vel ‘bare’ at slæbe vandspande hjem i passende mængder …
    Så har jeg preppet? Kun hvad vanddunkene angår. Resten er stort set som det plejer at være.
    Hvis samfundet lukker ned så længe, at vi løber tør for benzin, er butikkerne nok også løbet tør for varer …

    Like

    1. Jeg tror, der er rigtig stor forskel på, hvad man har i skabene i byen og på landet. Det er også svært at få plads til meget i en toværelses. Men også tanken er byboer fremmed. De er vant til, at de bare skal ned ad trappen for at have alt ved hånden 🙂
      Jeg tænker, at fjordvand er fint til toilettet – ligesom jeg tænker vand fra bækken til os 🙂

      Like

  2. Knuselsker brændeovnen og vores fadebur er altid pænt fyldt op med alskens gode sager.

    Faktisk kan vand holde sig nærmest evigt. Hvis du googler ‘hvor længe holder vand’ støder du på oplysende artikler fra fx videnskab.dk.

    Det bliver ikke kønt, hvis infrastrukturen bryder sammen i mere end tre dage eller en uge. Civilisation er en tynd fernis – skaller den af, vil enhver være sig selv nærmest, er jeg bange for. Sprut vil være en langt mere gangbar valuta end kontanter, måske skulle man grave en kasse vodka ned i baghaven?🤔

    Det går nok altsammen, siger jeg til mig selv, men bindegale Putin og ubeslutsomme vestlige samfund, der lader Ukraine og Israel kæmpe med ryggen mod muren, gør mig urolig …

    Like

    1. Jeg deler fuldstændig din bekymring, og jeg kan også høre, at vi har samme holdning til Israel 🙂 Og jeg er også bekymret for, at den tynde fernis krakelerer. Det har man jo set andre steder. Også der vil det være en fordel at bo på landet, langt fra alfarvej.
      Jeg skal lige google det med vandet. Jeg tænkte, at vi nok skulle vande blomster med vandet, når vi skiftede, men måske der kan gå lidt længere imellem.

      Like

  3. Vi snakkede lige kort om det, og blev enige om at hvis vi ser bort fra vand, er vi sådan set dækket ret godt ind. Vi har gaskomfur (men el-ovn), og altid en reserveflaske – og som du selv siger, når man bor langt væk fra indkøb, har man da et lager af hvadsomhelst.
    Prepping er ikke noget nyt for os, for før i tiden gik strømmen hele tiden på tosede tidspunkter, og vi er aldrig rigtig kommet væk fra at have lys og tændstikker på strategiske steder i huset. Og så bor vi langt fra byen, uden bil.
    Det det med ikke at have noget lager i huset, er vist egentligt et meget moderne fænomen og måske især et by-fænomen.
    Vi må bare vaske og fylde vores gamle vinballoner, så er vandet klaret. Værst, ville det være, hvis det skulle ske noget en kold vinter. Oliefyret bruger jo el for at køre, og vi har ikke anden opvarmning – men det er altså lidt svært at gøre noget ved andet end at have en stor bunke uldne tæpper 😉

    PS. Citronmåner holder IKKE meget ud over datoen på emballagen.

    Like

    1. Ja, alle os, der ikke bor i byen, har et helt andet forhold til, hvordan man køber ind. Men som jeg også skrev til Ellen, er det nok svært at have så store lagre i en toværelses.
      Jeg havde en kollega, der havde en citronmåne liggende på en hylde i fire år. Den så præcis ligesådan ud, som da den blev købt. Men spise den? Nej tak 🙂

      Like

Der er lukket for kommentarer.