For nogle år siden gravede jeg klumper af gul fredløs op fra et bed, de helt havde overtaget. De blev sat ind som soldater i kampen mod skvalderkålenes ellers så sejrrige fremmarch.
Klumperne af gul fredløs var næsten umulige at få delt med spaden – et tæt, tæt væv af rødder, hårdt som beton. Jeg tænkte, de måske skulle arbejde lidt for føden, og satte nogle klumper ud i det vilde stykke mellem engen og udsigtshaven, hvor skvalderne har et af deres virkelig veletablerede områder.
De første år gik det nogenlunde. De gule overlevede i hvert fald, men de bredte sig ikke meget. Først i år har de virkelig fået fat. De står høje og brede, har mindst firedoblet deres areal, og der, hvor de står, er skvalderkålene i tilbagegang. De gnaver sig simpelthen ind på dem.
Det ser roligt og smukt ud med de gule og hvide blomster. Når man ser det, tænker man ikke over den underjordiske krig på liv og død, de to stridende parter udkæmper. Der skal skrap lud til skurvede hoveder, siger man, og de to aggressive planter holder hinanden beskæftiget.
I det bed, hvor jeg gravede de gule fredløs op, ser det næsten ligesådan ud som før. Resterne af de gule har bredt sig og kvalt alt andet – undtagen nogle skvalderkål, der stædigt holder ved. Det ser ud til, at processen skal gentages inden længe. Hvis jeg har kræfter og mod til det, for det er virkelig hårdt arbejde. Ellers må jeg lære at holde af den vilde blanding – også i det bed, der heldigvis er afgrænset af fliser til alle sider.
Jeg tror nemlig aldrig, vi slipper af med skvalderkål de steder, hvor de virkelig trives. Vi snakker jo ikke om lidt skvalderkål i hækken, men om meget store arealer.
Vi må nok være glade, hvis vi kan holde dem lidt i ave og sørge for, at de ikke breder sig uhæmmet og kvæler alle de andre planter i haven.
Her hjælper de gule fredløs der, hvor jeg tør sætte dem, for de er lige så slemme. Men også den storrodede storkenæb er sat ind i kampen inde i haven. Den dækker også fint, og den er ikke så aggressiv som de gule fredløs. Og så er den virkelig køn.
Storkenæbbene er først lige plantet i efteråret og i foråret, så de skal have lidt tid og konstant obs på de små kål, der spirer fra selv den mindste, glemte rodsstump. Jo bedre forhold de får til at brede sig, jo bedre.
Hilsen fra fronten og god tirsdag!
Dalsgaard i Skivholme 
Det er en god ide med den gule fredløs. Jeg kender den godt og har den et par steder, og den breder sig gevaldigt. Selv har jeg brugt bølgekronet geranie til den kamp, og den er også virkelig god til at indtage alt. Men skal dog passe på, for den sår sig selv, og breder sig måske lidt for hurtigt og indtager et helt bed, hvis man ikke får luget de små planter væk eller allerbedst klipper frøstandene af, inden de smider frøene. Men ellers har jeg det som dig, at man må lære at leve med dem og prøve at begrænse dem mest muligt. I år synes jeg, at skvalderkålene er et mindre problem end dræbersneglene. Støn!
God dag.
Hilsen Bodil.
LikeLike