Skovfrytle i skovhaven

For nogle år siden ledte jeg efter en plante, der kunne tåle både tør jord og ikke ret meget lys i sommerhalvåret, og som kunne tage kampen op mod rodukrudt (læs: skvalderkål).

Lisbeth fra Ebeltoft kom forbi med en pose fuld af skovfrytle. Jeg ville sådan ønske, hun levede endnu og kunne komme forbi og se, hvor store og flotte de er blevet under de nærmest umulige forhold. Ja, jeg ville i det hele taget ønske, hun levede endnu. Jeg savner hende tit og tænker på hende hver gang, jeg går ud i skovhaven – eller læser gamle indlæg her, hvor hendes gode kommentarer var en næsten daglig glæde. Lisbeth skrev så godt, humoristisk og levende.

Men skovfrytlen. Skovfrytlen ligner en græsart, men den er i sivfamilien (ikke alle siv kan lide våde fødder), den er stedsegrøn, den blomstrer i foråret, og nogen vil nok tænke på den som aggressiv. Den breder sig muntert, og den fatter virkelig ikke, hvorfor den ikke skal fylde det hele.

Jeg er lidt uenig og rykker dem op, når de kommer på afveje, og i modsætning til så meget andet, man prøver at rykke op, går det temmelig nemt med skovfrytlen, for dens udløbere er ovenpå jorden, og dens rødder er små. Den er også temmelig nem at plante, for den finder sig til rette med det samme på et nyt voksested.

Får den gule blade, og det sker især, hvis den står i for meget sol, kan man klippe den ned, og den skyder igen fra midten af bladrosetterne.

Her i foråret får den blomster, og det er lige nu. Som en luftigt pur over de grønne blade står blomsterne og fanger den morgensol, der endnu kommer ned i haven, før bladhanget lukker sig senere på året.

Har du et tilsvarende problemområde i haven – store træer, der drikker alt vandet og dyb skygge om sommeren, er det ikke dumt at tænke på skovfrytle. Der går ikke længe, før du har noget grønt og kønt at se på hele året.

God lørdag i april, hvor det for en gangs skyld ikke regner – endnu…