10 tips mod vinterdepression

Hund i sne

Det har altid været svært for mig at forstå det der med vinterdepression. Især er det svært, når vejret er som i dag. Strålende sol, kridhvid sne, gnistrende is, skarpe skygger. Man kan da næsten føle, hvordan hjertet får vinger.

Men sådan er vejret bestemt ikke altid om vinteren. Der er mange flere af de grå dage med regn og blæst. Det er der nogen, der har det rigtig dårligt med. For nogle er det alvorligt, decideret målbare kemiske ændringer i hjernen, men for de fleste er det bare et mismod, der ødelægger flere måneder om året.

For nogle år siden skrev jeg disse tips mod vinterdepression, og jeg tror, det er på tide at gentage dem. Generelt handler tipsene om at komme ud af sig selv. For er man optaget af noget andet, har man slet ikke tid til at tænke på, hvordan man har det. Helt konkret er der masser, du kan gøre for at gøre vintertiden til hyggetid.

1.
Vær så meget ude som muligt om dagen. Frisk luft og den smule lys, der er, løfter humøret. Det er svært i hverdagen, når man går på arbejde, men bare en lille tur ud i frokosten kan gøre en forskel.

En tur i haven, marken, skoven eller stranden i weekenden er den rene livseliksir.

2.
Gå i gang med at lære noget nyt. Noget indendørs hyggenyt, der kan engagere dig og få dig ud af dig selv. Kan du hækle? Strikke? Male med kalkmaling? Bage? Snakke fransk? Ellers er det nu, du har tid til at lære det.

Billede5

3.
Tænd lys. Både lamper og levende lys. Ude og inde. Du står ikke ved dødens port, fordi du tænder et par stearinlys.

Billede1

4.
Bøger. Uden bøger går man kold. Bøger indeholder verdener, du ikke har besøgt endnu. Du har garanteret en læseliste så lang som en arm, fordi du har været i haven hele sommeren og ikke nået at læse alle de nye bøger, der er kommet. Så afsted til biblioteket!

5.
Mad. Gør noget ud af det. Varm simremad. Supper. Krydderier. Rodfrugter. Peberrod. Kartoffel- og rodfrugtmos. Vintergrøntsager passer til vinteren. Glem alt om tomater og salatblade. De smager ikke af noget, før solen kommer igen.

Cremet tortellinisuppe

6.
Tæpper. Hav lune tæpper i sofaen og i lænestolen. De varmer mentalt og hygger, også selvom du måske har både gulvvarme og 21 grader.

7.
Sov meget. Så meget du kan komme til. Søvn er sundt, modvirker både rynker og deller, og man har brug for mere søvn i den mørke tid.

To puttehunde

8.
Film. Gå en tur i biografen, eller vælg nogle gode, glade eller spændende film fra din yndlings streamingtjeneste. Film er ligesom bøger – de bringer dig ud i nye verdener. Vi har både Viaplay og Amazon Prime her i huset, og vi ser mange flere film om vinteren.

9.
Tanker. Tænk ’hvor skal jeg hygge mig i aften med at…’ i stedet for at tænke ’øv, hvor er det mørkt’. Det er ligesom at smile, når man er sur. Man bliver gladere af det – det er vist bare kemi, men det virker.

10.
Blomster. Hyacinter, tulipaner, buketter og grønt. Blomster inde lyser op i den mørke tid, og alt det, der lyser op omkring dig, lyser op i dig.

Billede6

Håber, at du – hvis du lider af vintermismod – kan bruge nogle eller alle tipsene. Ellers kan du sende dem videre til en, der har brug for dem.

God torsdag i januar.

Ukendt's avatar

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

2 kommentarer til “10 tips mod vinterdepression”

  1. Ak ja, “Den kedsom Vinter gik sin Gang”.
    Med dine ti gode råd er man godt rustet og jeg vil gerne tilføje nummer elleve (og tolv – et glas køkkenvin når man laver mad skader aldrig, men det gælder jo også resten af året).
    Råd nummer elleve er tilskud af D-vitamin, der har vist effekt mod mismod eller depressioner, som det hedder på nudansk.
    For nogle år tilbage blev jeg træt og negativ og dyster når november satte ind og bare blev ved og ved.
    D-vitamin fik mit mismod til at forsvinde som ved et trylleslag – fuldkommem magisk virkning!
    Og tak for skønne fotos af jeres tre smukke springere – hov! Råd nummer tretten – få dig en hund!🐾🥰🐾

    Like

    1. Køkkenvin er et must hele året 🙂 Det lyder interessant med det skud D-vitamin. Jeg tror ikke, jeg har brug for det – tager vitaminpiller, der også har D i sig, men et ekstra skud, når man er vintertræt, har virket for dig, så det er en god ide at give videre.
      Og hvad angår råd nummer tretten? Helt klart. Med en hund kan man kun blive glad, for deres livsglæde smitter. Men sagde du én hund? 🙂

      Like

Der er lukket for kommentarer.