Otte måneder gamle nu

På fars skød

Hvalpene er nu otte måneder gamle og er blevet rigtige teenagere. Det er utroligt så hurtigt, det går, og det er fantastisk så godt, det går.

De er så utroligt søde. Langbenede, lidt forvoksede, som teenagedrenge er, og fulde af krudt og nysgerrighed.

Frække, selvfølgelig, altid sultne og altid kærlige. Man kan ikke liste sig til at åbne køleskabet, eller en køkkenskuffe, eller….. De hører alt, selvom de sover, og de står klar til godbidder på et splitsekund.

Hundene i køkkenet

Når man kommer ned ad trappen, står der altid en hund og venter på en krammer og lidt dybsindig samtale om pinde, bideknuder og tumleleg, og så må man lige sidde lidt på det nederste trin og kommunikere.

Rejser man sig i stuen, løber de alle tre straks ud til døren

Venter ved døren

og spørger, om det ikke er tid til en tur på marken, hvor de kan drøne afsted over stok og sten, lave gule huller i sneen og grave ned til der, hvor pindene ligger begravet.

Snelandskab med tre hunde

Maggie er efterhånden helt veltilfreds med dem. De får stadig skænd, når det er nødvendigt, men i det store hele kommer de godt ud af det med hinanden og deler sofa og kurve. Maggie er overhunden, selvom hun nu er langt den mindste. Hun får mad og godbidder først, og hun har sin faste plads i hundesofaen, som knægtene skal holde sig fra. Rimeligt nok. Hun var der jo altså først, og uden hende var de der heller ikke.

Hundene i sofaen

Mange tænker, at det må være hårdt med tre hunde i huset. Og så jagthunde, springer spaniels endda. Går de ikke på væggene?

Det gør vores altså ikke. Og de er så glade for hinanden og for Maggie og os, at det er en fryd.

To puttehunde

Selvfølgelig er der tummel, for otte måneder er i bund og grund ikke længe, og tummel skal der til. Man kan ikke forvente, at så unge hunde er rolige hele tiden. Det er børn jo heller ikke.

Da vi fik Christie helt tilbage i 2004, var hun min første hund. Jeg var vant til katte. Det tog lidt tid for mig at forstå, hvordan hunde er så helt anderledes end katte. At få en kat i huset er meget hurtigt som at få en voksenven. At få hund er som at få et barn i huset, og en 8 ugers hvalp er en baby, der i et og alt er afhængig af dig. De vil lege, de skal opdrages, og de vil altså helst være sammen med dig.

Christie i 2012

Til tider var det ved at drive mig til vanvid. Jeg fik aldrig lavet de ting, jeg planlagde, for der var hele tiden en, som krævede min opmærksomhed. Men det løste sig, hun blev ældre, vi var meget sammen, og jeg kom til at elske det lille hundekræ, ligesom jeg elsker vores tre nulevende hundekræ.

Jeg vil ikke sige, at jeg ikke glæder mig, til de bliver lidt ældre. Der sker et eller andet med hunde, når de bliver et år. Der kommer mere ro på, og det er næsten på dato. Men der sker noget hele tiden, de udvikler sig. De er helt holdt op med at spise hjemmesko – bare som et eksempel.

Det er da utroligt, at de kan vokse fra 300 gram til 18 kilo på bare otte måneder, ikke?

Vi må sige, vi får noget for alle de kilo hundemad, vi putter i dem 🙂

God tirsdag.

Ukendt's avatar

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

6 kommentarer til “Otte måneder gamle nu”

  1. Hej
    Dejlig fortælling, ja det er ikke et problem med flere hunde. Vi har 5 hunde , en måtte vi desværre sige farvel til i mandags hun blev 13 år. Så har vi mor Kira som har fået hvalpe 2 gange hun er 7 år . Vi har Emma på næsten 4år . Spike er en hvalp fra første kuld på 3 år og så har vi Bertil og Bellis fra sidste kuld på 6 mdr. Alle lever sammen i en stor flok . Vi har stor glæde af dem allesammen. De er inde i huset nå vi er hjemme og er i hundegård når vi ikke er .

    Like

  2. Det var dejligt at høre lidt om hvalpene igen. Jeg har af og til tænkt på, hvordan det går med dem, og jeg kan forstå, at det er ren idyl- næsten!! Tak for en masse skønne billeder og udførlig og dejlig beskrivelse af et liv med tre hunde! Hvor er de søde. Nu kan I da ikke skille dem ad?
    Hilsen Bodil.

    Like

Der er lukket for kommentarer.