Pomeranshøgeurt – en velkommen vild i haven

Pomeranshøgeurt, Hiracium Aurantiacum, lærte jeg at kende for snart mange år siden, da jeg lagde mærke til det væld af orange blomster, der stod i kirkens stendige hvert år i juni.

Kønne, orange blomster, der changerer fra gult til mørk orange. De ville også være fine i haven, har jeg tit tænkt, og jeg har i flere år planlagt at tage lidt frø fra dem, når jeg alligevel kom forbi. Det har jeg bare aldrig fået gjort.

Men så sidste år kom husbonden hjem fra en hundetur med en blomstrende plante i hånden. En blomst, han havde gravet op ude i græsmarken, lige før den skulle slås. En selvsået pomeranshøgeurt.

Måske er frøet fløjet fra kirkens stengærde over ådalen og op i marken? Det er ikke usandsynligt. Sådan nogle små frø med faldskærm på kan svæve langt.

Jeg plantede den i skovhaven og var temmelig spændt på, om den ville overleve. Jeg havde læst, at den ikke kunne leve i skygge af andre planter, så den fik en plads sådan lidt for sig selv.

Den har vist sig at være genialt tørketålende, og den har bredt sig helt fint. Den beskrives som tæppedannende, og sådan et tæppe skulle man da nok kunne få plads til.

Lige nu blomstrer den, og skulle den finde på at så sig selv og ‘tæppedanne’ lidt mere, gør det bestemt ikke noget.

God tirsdag.