Skatte i jorden

Der bliver gravet og lagt sten her til morgen. Der hvor vi bor, har der boet mennesker i årtusinder. Lige siden – og sikkert også før – de byggede de store gravhøje på Borum Eshøj, mens de kiggede ud over Lading Sø.

Derfor dukker der ting op af jorden, når vi graver eller får gravet. Jeg håber altid lidt på at finde en skat en dag. Måske et bronzearmbånd? Eller en sølvskat? Både tyskerne og svenskerne har plyndret Skivholme under de gamle krige. Det er lang tid siden, men måske er der en skat et sted? En skat, der blev gravet ned og endnu ikke er fundet?

Indtil videre har jeg faktisk fundet én skatkiste. Det var sådan en plastic en, man fik hos skoletandlægen i 60erne, som man kunne gemme en tabt tand i. Vi har også fundet en hestesko, kæmpestore, rustne, håndsmedede søm – og hovedet fra en rive. Også en sølvknap fra 1700 tallet er der fundet på marken, der hvor den gamle kirkesti gik.

Denne gang var det en barneskovl, jorden gav slip på.

Engang har et af de mange børn, der har boet her i huset gennem årene, leget med den. Gravet huller i haven – måske også med drømmen om at finde en skjult skat?

Hvert fund sætter tanker i gang. Tanker om, hvem der gik og pløjede med hesten, der tabte en sko. Om turen op til smeden i selve Skivholme for at få en ny på. Om den fine herre, der havde sølvknapper på søndagstøjet – og hans ærgrelse, da han fandt ud af, at han havde tabt en af dem på vej i kirke.

Tanker om en dreng, der tabte sin første tand og gemte den længe i den lille skatkiste – indtil den blev væk et sted. Tanker om, hvordan det gamle bindingsværk blev bygget. Om hende der gik og rev med riven mellem rækkerne i køkkenhaven og tænkte på aftensmaden – og staldkarlens kønne krøller.

En ubrudt række af mennesker – ganske almindelige mennesker – har levet, tabt ting og fundet ting her siden bronzealderen. En dag er der sikkert også nogen, der finder den rosensaks, der blev væk for mig for et par år siden.

Det er ikke de store fund. Men på sin vis er det faktisk skatte. Skatte, der sætter tankerne i sving. Dem kan man vist ikke finde for mange af.

God mandag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

8 kommentarer til “Skatte i jorden”

  1. Det er spændende at finde skatte i jorden, vi har fundet ganske lidt, måske fordi, vores sted er gennem gravet for ting/våben i 50erne, her var våbenproduktion. Vi fik i sin tid fortalt det var tyskernes våbenproduktion,.Men den anden dag ville skæbnen at en 89 årig mand og to kvinder holdt ind, og ville vide om de måtte komme ind og kigge, det måtte de selvfølgelig:-) Han kunne fortælle at han havde været en væsentlig del af stedet her(hans bedstefar boede her), og at våbenproduktionen/opbevaringen var til frihedskæmperne, og at han havde været med til at sprænge broerne i Langå. Altså hvor var det spændende, og især at det var frihedskæmpere der havde haft til her!
    Jeg elsker de historier der er, og at lytte når folk fortæller.
    Ha en god dag Karen!
    Knus

    Like

    1. Fantastisk, at de kom forbi, mens du var hjemme. Det er stort at møde frihedskæmpere fra dengang, og det er af gode grunde ret sjældent, det sker. Han må have været 16, da krigen sluttede… Der er noget dejligt ved at bo et sted, hvor der har boet mennesker i lang, lang tid.
      Knus, Karen

      Like

  2. Min søn har altid haft blik for usædvanlige ting. Da han var tre år, og vi gik på markvejen hjem fra åen, løb han ud på marken og kom tilbage med en flot flintøkse. På en tur med klassen fandt han det mest perfekte lille brune forstenede søpindsvin. “Jens Peter, lad være med at råbe!”, sagde lærerinden. “Ja, men se lige her!” “OK, så kan jeg sandelig godt forstå dit glædesråb!” Vi har fået at vide, at det er en halvædelsten.
    Jeg er ikke den store tingfinder, men fandt i en venindes have i Albuquerque et perfekt firben med den lange hale intakt. Hun syntes, det var ækelt. Heldigvis!, så det kom med mig til Danmark, hvor det har ligget godt beskyttet på vat i en gaveæske. I sommer var mit 19-årige barnebarn på ferie her med sine små tvillingesøskede og min datter. Aftenen før afrejsen gav jeg det til ham sammen med historien bag den aften, hvor han kun var otte måneder gammel. Nu har han et fint minde fra sit fødested i New Mexico. Jeg ville dengang gerne have haft det forsølvet, men fik at vide at den lange tynde hale ville brække af, så det opgav jeg.
    Lykke er mange ting – også at finde noget …

    Like

  3. Det er da så fascinerende at vi bor hvor mennesker har boet igennem mange, mange generationer. Alle de ting du nævner, er skatte i mine øjne, men det kunne da være ekstra sjovt at finde noget lidt i stil med guldhornene 🙂

    Like

      1. Nej, og I er da sådan nogle naturens børn på linje med dem som Oehlenschläger lader finde de to guldhorn i sit pragtfulde digt (jeg elsker Oehlenschläger fordi han er så fuldstændig overdreven 🙂 )

        Like

Der er lukket for kommentarer.