Besøg i Rhododendronhaven

I går, Pinsesøndag, besøgte jeg sammen med min svigerinde, min bror og min mor Rhododendronhaven, der ligger lige ud til Hovedvej 13 ikke så langt fra Tørring.

Bondemanden måtte blive hjemme og passe Fie, der er lidt for lille til den slags føjten omkring. Men vi andre tog afsted på blomster tant og fjas – til Rhododendron Festival.

Det er en oplevelse af de store. Man går ad snoede skovstier mellem alle tænkelige slags rododendron. Der er rododendron med små blomster, der rododendron med store blomster.

Der er kolde farver

og farver med glød.

De står i sol og i skygge, højt og lavt.

Der er blomster med flæser, der er fyldte, der er ensfarvede,

og der er blomster i changerende pastelfarver.

En enorm variation – også løvet er forskelligt.

Når man har gået rundt en tid, begynder farverne at flimre for øjnene. Som et kaleidoskop bag øjenlågene. Og lige præcis der, finder man den fredfyldte skovsø.

Der kan man lade øjnene op til en ny runde og besøge det enorme plantesalgsområde. For der er naturligvis også salg af rododendron og azalea (der jo også er en rododendron). Det er jo det, de lever af og ikke den beskedne tyver, det koster at komme ind i haven.

Opstillingen i butikken var ved at tage vejret fra os, og efter grundige overvejelser, købte vi lidt og gik igen ud til parkeringspladsen, hvor Mette, min svigerinde, havde dækket et smukt bord med dug, sandwich, kaffe og småkager på et af de opstillede picnicborde i skyggen under de store træer.

Så føler man virkelig, at livet er perfekt. Godt selskab, smukt til øjnene, lækkert til den sultne mave og ly for den brændende sol.

Jeg kan kun anbefale et besøg i Rhododendron-Haven, hvis du mangler et godt og blomstrende udflugtsmål i dag.

Rigtig god 2. Pinsedag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

6 kommentarer til “Besøg i Rhododendronhaven”

  1. Hej Karen
    Det var en dejlig tur rundt i haven. Tænk, jeg har kun været i salgsafdelingen, for de par gange jeg har været der, har været før sæsonen. Jeg kan godt se, at selv haven må på maj-juni-programmet.
    Kh Lisbeth

    Like

  2. Ja det er et godt sted at besøge, tak fordi du tog os med, jeg kommer ikke lige derover nu, men til efteråret er det igen tid til en tur. Lige nu “nøjes” jeg med min egen have 🙂
    Kh Lisbeth

    Like

Der er lukket for kommentarer.