For godt 100 år siden skrev T.S. Eliot digtet ‘The Waste Land’, der især er kendt for dets første linie: ‘April is the cruellest month’. April er den grusomste måned. Det citat er blevet brugt og misbrugt lige siden, så lad mig bare fortsætte med det, ikke? For i dag har april vist tænder.
Sne og piskende regn, små forårsblomster, der bøjer sig under vægten af sne og vakler på tynde stængler for den hårde vind. Sådan er det i dag.
I går strålede solen, og jeg fotograferede påskeliljer i universitetsparken
og hjemme i haven.
T.S. Eliot skrev digtet efter 1. verdenskrig og beskrev den ødemark (det hedder digtet faktisk på dansk, Ødemarken), som krigen efterlod både fysisk og psykisk. Det handler om sammenbrud af værdier efter en så lang og meningsløs krig. Efter det var intet som før, er budskabet.
Jeg tænker tit over, hvordan hver generation tillægger begivenhederne i deres egen tid den største betydning i verdenshistorien. For hvordan mon de lande, romerne erobrede, så ud efter de krige? Og hvordan så Rom ud efter barbarernes indtog? Efter 30 års krigen havde hærget Europa? Var noget som før der? Eller efter 2. verdenskrig, der kom så få år efter den første?
Eller nu rundt omkring i verden. Er noget i Ukraine, som det var før russernes indtog? Bliver USA nogensinde det samme igen efter Trump? Bliver Rusland nogensinde et ‘normalt’ land? Men ens egen smerte over og ens egne tanker om verden fylder bare mest i hver generation.
Vi bruger citatet til at beskrive, hvordan april lokker med lune dage og solskin for så at slå om i vintervejr. Jeg har skrevet om det før. Giganternes kamp. Årstidernes striden om dominans, hvor kampen bølger frem og tilbage.
Vi ved, at foråret vinder til sidst. Og vi håber, at det går ligesådan i verden. Vi er nødt til at tro på, at det går sådan. For ja. Der er evige værdier, der holder, og det er vores ansvar at fremhæve dem og holde fast i dem. Ellers er alt jo meningsløst?
T.S. Eliot skriver om, hvordan verden før var som vinteren, hvor alt var pakket godt ind i sne, der skjulte alt det grimme. Krigen kom som foråret og afdækkede alt det grimme.
Men samtidig fortæller han om, hvordan forårsregnen vækker liv i knolde under jorden og kalder syrenerne frem. Så jeg vælger at tro, at også han alligevel havde et glimt af optimisme et sted. Selvom optimisme altid har været utrendy hos den klasse, der skriver lange digte – eller bliver interviewet i aviserne om deres kunst. Det er nemlig ikke smart at være glad og tro på det gode. En tænksom panderynken eller et bedrøvet skuldertræk er altid mere cool.
Men lad os være glade, for i morgen bliver april sikkert god igen – og det gør verden måske også på et tidspunkt. Det første sker af sig selv. Det næste er sværere.
God, barsk aprildag.
Dalsgaard i Skivholme 