Solsortene slås, mejserne pifter, og jeg har hørt lærken slå sine triller højt oppe over græsmarken. Det regner, og landskabet er hyllet i tåge. Det føles som forår. Som det tidlige forår, hvor vinteren har fået sit første tilbageslag. Det første af de mange tilbageslag, der fører til varmere og lysere dage.
Det føles som forår, og de små, tidlige blomster er helt enige. Det er tid til at stråle, selvom man er dryppende våd. For dårligt vejr kan man sagtens tåle, når man er en tidlig, lille løgplante.
Mon de føler forår i Iran i dag? Hvor der endelig er nogen, der vil hjælpe dem mod det modbydelige styre? Mon de i dag ser frem til en bedre fremtid, eller frygter de bare bomberne lige nu? Deres ønske om en bedre fremtid har betydet mere end 35.000 dræbte. Unge, kvinder, børn. Der skal nok også mange tilbageslag til der, før det bliver forår.
Der er så mange steder, hvor det at glæde sig over et fuglefløjt eller en lille blomst er en uhørt luksus. Og alligevel tror jeg, de gør det. Glæder sig over det, der er at glæde sig over. Først når håbet er væk, er alt tabt, og jeg tror, de håber. Ellers var der vel ikke nogen mening med det hele?
Den slags tanker blander sig med den første forsigtige glæde over årstidernes skiften her i det fredelige Skivholme. Glæden ved, at Andy endelig har fået stingene ud af halen, og det er helt sikkert, at hans operation er gået godt.
Glæden over at se de to andre hunde tumle sig glade og mudrede gennem muldvarpeskuddene, som der er mange af. Muldvarpene har vist også forårsfornemmelser.
Glæden over, at det er lørdag, og at en lang fridag er i fuld gang.
Det er små ting. De små ting, der gør livet værd at leve. Jeg håber sådan, at den slags små glæder kan blive alle forundt en dag.
God lørdag.
Dalsgaard i Skivholme 