Endnu en opskrift til ‘den sædvanlige’ pakke overlår. Tit på tilbud og tit på bordet. Kylling kan jo varieres i det uendelige, så det aldrig er den samme ret, man laver. Den her gang kylling i fad er med hvide bønner, citron, hele hvidløgsfed, kapers og oregano. Nærmest lidt græsk i smagen.

Opskriften er så enkel, men smagen er rigtig stor. Og mad i fad giver også god tid til at få styr på køkkenet allerede inden, man spiser. Så sjovt er det jo heller ikke efter maden at komme ud til et køkken i kaos.
Man skal bruge:
4 kyllingeoverlår
1 dåse hvide canellini bønner
1 stor citron – både saft og skal
5-8 hele hvidløgsfed – eller et helt hvidløg skåret over på tværs
1 spsk kapers
1 dl kyllingebouillon
Salt, peber, oregano
Lidt olivenolie
1 drys hakket persille til pynt og friskhed
- Skyl bønnerne og kom dem i et ovnfast fad.
- Riv citronskallen af halvdelen af citronen, pres saften af den halvdel og skær den anden halvdel i tynde skiver.
- Bland bønnerne med citronskal, kapers og bouillon. Stik citronskiverne ned mellem bønnerne.
- Gør kyllingelårene i stand og dup dem tørre på overfladen. Læg dem ovenpå bønnerne. Anbring hvidløgsfeddene eller det overskårne hvidløg mellem kylingestykkerne. Drys det hele med lidt salt og peber, drys gavmildt med oregano og dryp med lidt olivenolie.
- Sæt fadet i ovnen på 200 grader i en tre kvarters tid, til kyllingen er gennemstegt, tag fadet ud af ovnen, dryp med citronsaften og drys lidt persille over.
- Server med enten kartofler – kartoffeltern kan bages i et fad ved siden af kyllingen eller med ris, havreris eller et stykke godt brød. Hvidløgsfeddene bliver helt møre i fadet, og kan presses ud med en gaffel og blandes med resten på tallerkenen.

Af alle slags kød er jeg mest glad for kylling. Netop fordi det kan varieres så meget. Derfor er der også så mange opskrifter på ‘noget med kylling’ her. Tit køber jeg en stor kylling, bruger lårene til dagens middag og koger resten sammen med et løg og en gulerod. Så er der kogt kylling til et par andre retter, og der er suppe, der for eksempel kan bruges til den lækre gulerodssuppe med ingefær.
Mad er dyrt, så det gælder om at få mest muligt ud af det, man har købt. Og guleroden fra suppekogningen? Den er der tre, der gerne vil have en bid af.

God tirsdag.