Udenfor sæsonen

Orange petit hibiscus

Dagen er tiltaget med lidt over to en halv time, og det er der – ligesom sidste år – en, der har opdaget. Den orange petit hibiscus. Den med blomster som små bål. Så snart vi kommer til der, hvor der er bare lidt mere lys, synes den, det skal fejres med en blomst. Det kan man da kun være taknemmelig for.

Normalt er det ikke spor cool, når noget er udenfor sæsonen. Jordbær i januar eller juledekorationer i august for eksempel. Både mad, blomster og pynt skal helst være årstidens. Lige nu er det tid til vintergækker, primula, hyacinter og den slags små vinter/forårsblomster. Alligevel er det lille orange bål en rigtig forårsbebuder, der fortæller, at nu er der altså lys nok til at begynde festen.

Vindueskarmen er lys, men uden meget direkte sol. Der er heller ikke nogen udtørrende radiator under vinduet. Sådan nogle vindueskarme er rigtig gode til de fleste planter.

Derfor er det også der, min mest sarte plante står. En orkide, jeg fik i julegave af en, der havde besøgt Orchidegartneriet i Fredensborg. En paphiopedium White Lady. Ikke et ligetil navn at huske. Orkideen var i knop. I løbet af januar sprang knopperne ud, og nu har de enorme blomster stået i over en måned. Hvide som sneen derude.

Sådan en orkide stiller visse krav, og jeg håber, jeg kan holde den i live. Det er altid sådan en falliterklæring, når planter dør for en, men man er næsten undskyldt, når det er en orkide.

Sommerfugl af kobber

I går fik den selskab af endnu en sommergæst. En yndlig lille sommerfugl i kobber fra Havens Blikfang, en webshop, der sælger det fineste havepynt. Den fik jeg som tak for lån af nogle billeder af mine forkobrede gåseæg.

Havens Blikfang har æggene på tilbud og ville gerne vise, hvordan de kan bruges. Jeg har haft mine i rigtig mange år efterhånden, og de er de sødeste små vaser til erantis og vintergækker.

Erantis i kobberæg

Så mens sneen ligger tykt derude, er der sommer i vindueskarmen. Det er udenfor sæsonen, men pyt.

God fredag.

Ukendt's avatar

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.