Så er det i morgen: den korteste dag og den længste nat. En dag, der kun er 7 timer, 1 minut og 19 sekunder lang. Man må jo tælle det hele med, når der er ikke er mere at gøre godt med. I år falder vintersolhvervet netop på samme dag som fjerde søndag i advent. Symmetri, poesi og symbolik, så det vil noget.
Alle de mange adventskranse kommer til at give ekstra lys til den allerkorteste dag. Årtusinders fejring af solhvervsdagen – fra før Stonehenge og med et par tusind år med advent – tilføjer en ekstra dimension. Solhvervet er betydningsfuldt. En markør af de store.
Det er ikke et tilfælde, at den kristne jul fejres på samme tid, som solhvervet altid er blevet fejret. Det har jeg skrevet meget mere om her.
Vi er nu nede på vintermørkets dybeste bund. Det bliver ikke mørkere i år. Solen når næsten kun lige at kigge op over kanten, før den siger ‘puha, her er koldt’ og skynder sig væk igen. Tusmørket varer nærmest hele dagen langt de fleste dage, og et glimt af decembersol føles som en gave.
I en af adventssalmerne lyder det, at ‘natten om advent er tærende lang’.
Den stammer fra den tid, hvor adventstiden var fastetid (og fra før man opfandt lyskæder). Dengang skulle man ved at faste og dermed ved at undvære livets goder komme til at glæde sig endnu mere til jul. Det har ikke været sjovt, for netop nu trænger man til liv, varme og lys og ikke til klid, anger og bodsøvelser.
Sådan er det heldigvis ikke mere, for det går ikke stille af sig i de fire adventsuger. Vi styrter rundt. Bager, pynter ude og inde og sætter lys i buske og træer – og flagstænger. Vi går til julefrokoster, til julekoncerter, til julemarkeder og -udstillinger. Det er lige før, man bliver helt forpustet, og det er egentlig lidt synd for adventstiden, at man skal så meget, at man dårligt når at glæde sig over den.
For adventstiden er bestemt ikke tærende lang. Den føles så kort. Fire korte uger fyldt med lys, varme og glæde. Det tærende lange kommer i januar. Regnvejr og skrigende udsalgsskilte. Måske man skulle fordele nogle af alle de mange festligheder? Så der også blev lidt til januar? Vi lader i hvert fald lyskæderne brænde til langt ind i januar.
I nat er det så den længste nat. Det har også sine perspektiver. Måske man skulle fejre den ved endelig at sove lidt ud?
I det korte dagslys kan man gå ud i haven eller naturen og betragte, hvordan hvilen ligger over landskabet, og måske også selv finde lidt hvile i landskabets stilhed. For her er stille. En flok råger i det fjerne, en raspende ravn og en traktor et sted. Det er lydene en decemberformiddag omkring Skivholme. Fredfyldt.
Man kan også gå ud og glæde sig over, hvordan buske og træer allerede nu bærer næste års sommer i hjertet. Rakler på hassel, knopper i rododendron og på magnolietræerne.
Naturen siger: ‘Vi kommer igen, så tag det roligt. Alle har brug for et pusterum. Og selv naturen har brug for hvile.’
Hvert vers i salmen om den tærende lange nat slutter med ‘det nærer vort håb, og det bærer vor glæde’. Så se, det er ikke så slemt endda.
Og så kan man netop i år glæde sig over, at foreningen af alle de gamle hedenske og de noget nyere kristne kræfter i solhverv og advent tilsammen helt sikkert kan få sparket den dovne sol i gang igen. For man kan da også sove for længe, kan man ikke?
God vintersolhvervsdag og advent i morgen – og god lørdag i dag.
Dalsgaard i Skivholme 