Jeg nåede det lige i sidste øjeblik. I går var sidste dag og sidste mulighed for at se den gamle herregård i al sin julestads. Det er Margit Bruun, der har stået bag udstillingen, og den var en oplevelse af de store. Hvis du ikke nåede forbi – eller bare syntes, der var langt dertil – kan du se lidt af herlighederne her.
Nørre Vosborg er en rigtig, gammel herregård. En af den slags med både volde og voldgrav. Avlsbygninger m.v. er nyere og ligger udenfor volden og voldgraven, mens den gamle herregård troner i midten. Man går ad den stenbelagte vej op til herregården, der lyser hvidt i den grå decembereftermiddag.

De fire længer ligger omkring en gårdsplads, og allerede der mærkede man, at der var eventyr på vej.

Hoveddøren var pyntet for effekt. Man skal vide, at her sker noget særligt.

Og ja – selveste adelsfruen tog imod lige indenfor døren. Iført sin bedste kjole.

Nede ad gangen mødte vi flere adelsfrøkener. Hendes velbårenhed frøken Hortensia,
og hendes tante, komtesse von Lønneblad.
De viste os ind i dagligstuen, hvor der var stillet an med kager. Alle lavet med akkuratesse, men absolut uden en eneste kalorie, der kunne sætte sig på sidebenene og gøre korsettet for stramt.
Efter kagerne og den megen snak i den fyldte stue, kunne man fortrække til musikværelset, hvor den smukke sangerinde, Lilli Gyldenrøst, underholdt med tidens lettere viser
og en enkelt arie fra La Boheme – den altid så sørgelige historie med den smukke sang.

Man gik gennem spisestuer og lønkamre. Bordene var dækket og stod klar. Her i den røde stue.

Og her i den grønne.

Ude i køkkenet buldrede det gamle Morsø brændekomfur, og duften af brunkager spredte sig gennem rummet.

Der var meget, meget mere at se. Ikke en flade eller en krog uden dekorationer og jul. Men jeg kan jo ikke blive ved, selvom jeg tog mange flere billeder.
Har du fået lyst til at se mere og høre nogle af Margit Bruuns tanker om udstillingen, kan du gå ind på TV Midtvest, hvor de i går havde et indslag om jul på Nørre Vosborg. Jeg har forsøgt ikke at vise billeder af det samme, som de viser der. Indslaget starter 6 minutter og 11 sekunder inde i udsendelsen, så sæt dig ned på en komfortabel pude i salonen og klik ind og se lidt mere jul på den gamle herregård.

God mandag aften.







