Når man lægger løg i efteråret, er man fuld af drømme. Drømme, der meget ligner billederne på poserne. Men går drømmene så i opfyldelse, når foråret kommer? I tilfældet med de hvide/rosa, lave prydløg, Allium Karataviense, er der fuld tilfredshed på alle hylder, og dem vil jeg bestille flere af til efteråret.
Men prærieliljerne er lidt for sølle. Er det, fordi de vokser sig større med tiden, eller skal man virkelig lægge rigtig mange løg, før det batter noget? De ligner nærmest den spanske skilla – bare lidt mere klare i farven. Alt for pistne, lave og spinkle. De ligner noget, der skal på svagebørnskoloni.
De gule prydløg, jeg lagde, ser ikke ud til at vise sig. Måske er de bare sene, men det ser ikke overbevisende ud. Her er billedet fra posen – et fra virkeligheden har jeg ikke – endnu?
Og hundetandløgene, jeg lagde med stor forventning til, at de ville blive som de hundetand, jeg allerede har, var også små og sølle – og kun tre af seks har vist sig. Heldigvis var de gamle flotte igen i år.
Måske er de druknet i den våde vinter? Eller tørret ud i det tørre forår? Måske kan man ikke forvente så meget, som jeg altid gør? Måske skal jeg bare lægge flere løg og have mere tålmodighed?
Løgene har ikke givet det, jeg håbede, må jeg konkludere. Til gengæld har haveprimulaerne været fantastiske, selvom de i første omgang blev spist af en nu afdød rotte. Så man skal ikke give op, selvom det ser sort ud.
I går hørte jeg en vending: ‘i sjælens mørke nat’. Det lød dystert, men det er et udtryk, man bruger om det sted i en roman, hvor det ser sortest ud. Lige før det vender – hvis det altså er en god historie. Jeg vil vælge at kalde haven en god historie, så mon ikke også det vender der?
God tirsdag.
Dalsgaard i Skivholme 