Det enorme kastanjetræ for enden af indkørslen er et af de mest overvældende syn på den her årstid. Hvert år er jeg lige bjergtaget, og hvert år er træet blevet en lille smule større. En 15-20 meter højt er det vel efterhånden.
Den gamle B&B ligner næsten et legehus ved siden af træet – og min møj bette bil i carporten ligner legetøj. For et par år siden tog jeg et billede fra førstesalen i huset, hvor man virkelig kan se, hvor stort træet er. Og det er vokset siden.
Træet blev plantet, da vores forgængere i huset fik deres yngste søn. Det er omkring 65 år siden, og i al den tid har træet stille og roligt vokset sig højere og bredere. Omkring hvert femte år må vi skære de nederste grene tilbage, så de ikke rager tagpladerne af den gamle B&B. Jeg napper også nogle blomster fra de nederste grene til vaserne.
Når man går i haven, kan man høre træet. Eller rettere sagt: man kan høre de tusindvis af summende bier og humler, der mæsker sig i de mange blomster. Det lyder som om, der er motor i træet – ligesom der også er motor i de store ahorn, der også blomstrer nu og summer af liv.
Heldigvis bliver ikke alle blomsterne til kastanjer (eller for ahornenes vedkommende til små, spirende træer i bedene), for de 5-6 trillebøre fulde, vi skal køre væk i efteråret, er nok. For slet ikke at snakke om de mange blade, der falder på græsset og i indkørslen. Kommer jeg for sent i gang, når bladene mig næsten til knæene.
Nogle steder fælder de alle træer, der er blevet så store, at bladmængden i efteråret bliver træls. Det gør vi ikke. For de store træer giver karakter til både haven og landskabet, og man kan bare hverken forundres eller føle evighed over et lille kastanjetræ. Det er da sødt, men det er jo også nærmest bare en pæn potteplante, ikke?
Så vi nyder blomsterne og skyggen fra de enorme blade nu, jeg laver dekorationer og kranse med de blanke, brune kastanjer i efteråret, og så tager vi bøvlet, som det kommer.
Som jeg hørte i en sang i radioen om alle de ulykker, der plager os (Putin, Trump, skovbrande, flodbølger, jordskælv, woke og blade i indkørslen): Lad os tage dommedagene én ad gangen. Kloge ord. Panik er alligevel værre end skvalderkål og driver af brune blade i efteråret.
God tirsdag.
Dalsgaard i Skivholme 
Her ved hvor jeg er der mange kastanjer og hver år glædes jeg over synet de er så smukke. Nå efteråret kommer kan jeg ikke lade være med at samle lidt ind. Det er det samme med kvæder som der er på Skovbakken skal jeg også altid have nogle stykker de dufter så dejligt. Er som nogle ting hører til og minder os om årets gang.
LikeLike