På søndag er det Palmesøndag, og har du ikke fundet påskepynten frem, er det da ved at være nu, ikke? Dekorationer med æg og reder, lysegule lys, påskeliljer og påsketræer af påskeliljer, små, frække lam og grene med små grønne blade. Det er nu, og det er så dejligt at gå i gang med.
Påskekransen hænger allerede på døren, og den frække halemejse, der stadig bygger og bygger i kaprifolien udenfor køkkenvinduet, har kun hugget ganske få af de fjer, kransen er pyntet med.

Udenfor blomstrer påskeliljerne og alle de små forårsblomster muntert, og inde er påskeskålen med ænderne kommet frem.

De små, frække lam skal også på græs,

og mon ikke den læseglade engel vil læse historie for de to køkkenfår igen? De elsker at høre den om hyrderne på marken. Men når englen kommer til det med markens liljer, rødmer de lidt, for dem kom de altså til at spise…

Påskepynten begyndte at komme frem hos os i sidste weekend, hvor jeg også lavede en lille påskedeko til min svigerinde, der havde fødselsdag. En lille skål på fod fra Kirkens Korshær (der finder jeg rigtig mange skåle og fade til dekorationer og blomstergaver), oasis, efeublade til at dække oasisklumpen, gule roser, skimmia og lidt statice og fjer til at give lethed. Nemt og enkelt.

Påsken er bare den bedste pyntesæson. Så glad, let og fuld af optimisme, at det smitter af på dem, der går og pynter.
Rigtig god pynte-tirsdag.
PS: Er du på jagt efter mere inspiration? Så kan du kigge med her, hvor der er en hel kategori med påske- og forårspynt.
