Der er ikke så meget at hente ind fra haven nu. Og alligevel. Man kan plukke små buketter af vintergækker og erantis, og man kan tage grene ind fra buskene til at drive i blomst og blad. Man kan også plukke grene af skimmia, hvis man har husket at plante nogle af dem fra julekrukkerne ud igennem årene.

For skimmia er allerflottest lige nu, hvor den står i knop. Det gør den faktisk hele vinteren, og den er da også en populær blomst i julekrukkerne ude. Den findes både med røde og med hvide knopper, og blomsterne er hvide på begge slags, når de springer ud. Det er helt afgjort knopperne, der gør den til noget særligt i vinterhaven. Også med sne på.

Planter man dem ud i haven, bliver de store. Det tager faktisk ikke så lang tid, og så er der noget at plukke af. Egentlig skal de stå i surbundsjord, står der, men jeg har bare plantet dem der, hvor jeg fandt en plads til dem. De klager ikke, men vokser fint.
Jeg nyder den ude, men jeg tager den altså også ind, hvor den kan pynte længe.

Her er to skimmia sat i oasis i et stort glas. Oasisklumpen har jeg dækket med efeu, der også kan plukkes i haven hele året.

Det handler jo om at plante i haven, så der er noget til hele året – også til nu i vinteren. For forårsdrømme eller ej – det er altså vinter, og vinteren har også noget at byde på – ikke mindst skimmia.

God tirsdag.