Ingen sne hos os – men smuk, smuk frost

Roser med frost

Jeg må da indrømme, at jeg godt kunne have tænkt mig lidt sne. Bare fordi, det er så kønt at kigge på. Men når det nu skal være, er jeg glad for at undgå sjappet, når sneen smelter, og rimfrost er også smukt at se på.

Der er noget særligt ved at være ude i frostvejr. Luften er så lækker at indånde. Frisk og ren – ja, næsten sprød.

Frosttåge over marken

Det knaser af is under støvlerne, og i går fik solstrejf rimen til at gnistre som stjernekastere ude på marken.

Inde i haven smykkede rimen de sidste blade på buskene og de allersidste roser. Den lille lyserøde er altid den, der holder ud længst, og den siger så smukt farvel for vinteren, når den står der med sukkerpynt på bladene.

Roser med frost

Weekenden bliver vist både våd og blæsende, så det er med at nyde at gå tur på marken med Andy i det vindstille, tørre og kolde vejr i dag.

Husbonden er på jagt sammen med Maggie og Danny, men på grund af Andys dårlige ben måtte han blive hjemme. Han ville nok hellere have været med på jagt, men når det nu er, som det er, nyder han også af have sin ‘mor’ for sig selv og frit valg mellem alle de bedste pladser.

Andy i Maggies kurv

Og synes du nu, du mangler snebilleder herfra, fordi det virkelig er så smukt med sne? Så bare vent. For det skal nok komme 🙂

God torsdag.

Ukendt's avatar

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

2 kommentarer til “Ingen sne hos os – men smuk, smuk frost”

  1. Hold da op, hvor du får postet mange indlæg for tiden. Jeg når slet ikke at få kommenteret.

    Langt tilbage handlede det om blade. Den dag tænkte jeg, at jeg ville skrive, men nåede det ikke, og nu er der så kommet mange flere indlæg om både det ene og det andet.

    Jeg ville også have spurgt til Danny, men da en anden læser har spurgt, har jeg fået svar på det.

    Så nu bliver det bare til en gentagelse af noget, som jeg har skrevet før, nemlig, at jeg sluger alle dine indlæg med stor fornøjelse. Både dem om pynt og dem om mad.

    Rigtig god weekend.

    Hilsen Bodil.

    Like

    1. Dejligt at høre, Bodil 🙂 Jeg må jo så også indrømme, at jeg slet ikke har haft computeren åben siden i torsdags. Jeg fik en forkølelse og gik bare i hi og ventede på, næsen holdt op med at løbe 🙂 Imens kunne jeg holde Andy i poten, mens de andre var på jagt.
      vh/Karen

      Like

Der er lukket for kommentarer.