For nogle år siden skrev jeg om Halloween, at det var en harmløs omgang uhygge og mest for børn. Jeg har skiftet mening, eller også har Halloween skiftet karakter. Den ‘sjove’ uhygge er ikke sjov i en verden, hvor blodige håndaftryk, blodplettet tøj, afrevne fingre og alt det andet grusomme er den skinbarlige virkelighed.
Det er som om forretningerne forsøger at overgå hinanden. Det bliver værre og værre. Men forestil dig, at du er fra Ukraine, at du er flygtet for bomber, død og smerte og så går en tur i Lidl? Eller et af de andre supermarkeder?

Blod, død, ulykke alle vegne – i Lidl endda med lydeffekter. Det kan meget let være ret traumatiserende (og ret tæt på TV avisens reportager) og jeg synes selv, det er noget så ulækkert – slet ikke på den sjove måde.

Selve skikken med Halloween er gammel. Den kommer fra den keltiske vinterfest Samhain, der indvarslede vinterens komme. Det var samtidig nytårsaften, og man mente, at netop den dag stod portene til dødsriget åbne. Derfor al uhyggen.

I middelalderen fejrede man i to dage. Den første dag var Alle Helgen, og den næste var Alle Sjæle. Den første dag mindedes man alle de kristne martyrer, der var døde for deres tro. Den næste dag var dagen til at tænke på dem, man har kendt, der ikke er mere. Det har heller ikke meget med blodplettet tøj at gøre, men er smukt og vemodigt. Det er også godt at få lejlighed til at sidde lige så stille og mindes.
Halloween kunne fejres med minder om dem, der var, en fejring af efteråret og et smukt farvel til sommeren i denne omgang.
De udhulede græskar kunne være kønne og ikke grusomme (eller med bræk ud ad munden – for ulækkert!), man kunne pynte med efterårsblade, kastanjer og lys. Man kunne fejre livets gang og uendelige cirkel i stedet for at være nærmest besat af voldelig død.
Jeg læste forleden, at man i en kirke på Sjælland, klædte børnene ud som engle med vinger og hele pivetøjet. Så skulle de bære lys frem for at symbolisere kamp mod mørket og ondskaben.

Se det giver mening. De måtte såmænd også gerne komme i den mundering og tigge slik her, hvis de ville. (Det er også ok at genbruge fastelavnstøjet, for hvem har råd til at ekvipere ungerne til tiggertogter flere gange om året?)
Men alt det grusomme. Det vil jeg ikke dyrke. Det er ikke hverken sjovt eller harmløst, men forrående. Og det kan jeg ikke lide, for verden er rå nok endda.
God onsdag.
PS: Vil du vide mere om Allehelgen og Halloween, kan du se en artikel, jeg har skrevet om det lige her.

Hej Karen
Sådan med dit indlæg – jeg kan kun støtte dig totalt ang. Halloween halløjet, du skrev det lige efter mit hjerte og hoved.
Mennesket er ikke klar over, at det er døden de fejrer med ondskab og ødelæggelse
TAK for dine dejlige hilsner – glæder mig hver dag til at læse, hvad du har på hjertet 🙂
Pas godt på dig selv.
De bedste hilsner
Kirsten Laursen i Ulfborg.
LikeLike