Juli lakker mod enden, og nu høster de omkring os. Det er vinterbyggen, der er moden, og enkelte steder er de også begyndt at skårlægge rapsen.
Det er gået så hurtigt. Fra marker med små nye skud (som skægstubbe på en ynglings kind, som jeg plejer at sige) til saftiggrøn frodighed,

til lysblonde hårtoppe på byggen og til modenhed. Nu står kun stubbene tilbage.
Og rapsen. Jamen, var det ikke i går, vi kørte mellem gule marker og kom til at nyse af den sødt duftende pollen?

Blomstringen varer kun et par uger, og rapsmarkerne står igen grønne, mens frøene modner. De bittesmå frø, der kan flyve med vinden eller sidde fast på en fugls fod og senere blive sået alle mulige og umulige steder.

Langsomt får rapsen den skinnende gråbrune farve, der også er så smuk.

Og så skal der skårlægges og høstes, og det hele begynder forfra.
Tag ikke fejl. Jeg elsker høsttiden. Den fuldmodne tid, hvor frugten af arbejdet høstes. Det er dejligt, det er positivt. Det er bare også sidst på sommeren.

Vi har mange dejlige sommerdage foran os endnu, og der er lang tid til alt er høstet, og halmballerne står som skulpturer på markerne, før de køres hjem på de enorme ladvogne.
Der går lang tid endnu, før mørket igen sænker sig, og de uldne trøjer skal findes frem. Det er bare svært ikke at strejfes af en lille smule vemod, når høstmaskinerne brummer, for det betyder, at vi tager hul på sommerens sidste del – som da også heldigvis byder på mange flere roser,

blomstrende solsikker, floks, hortensia og meget andet godt.

En af mine yndlingsdigtere, Lisbeth Smedegaard-Andersen, udtrykker årets gang så smukt og vemodsfyldt. Godt vi har digtere til at udtrykke det, vi føler, men ikke altid kan få sagt, så det er til at forstå.
I går var hveden moden,
i dag står skoven hvid;
om lidt vil lærker kvidre
om sol og forårstid.
Der råbes mellem grave
om nu’ets evighed,
mens vinden lægger støvet
til ro et ukendt sted.
God tirsdag.