Kan du huske, jeg fortalte om Runaway Bride tilbage i april måned? Den smukke, hvide hortensia med de kniplingsagtige blomster? Den er nu på vej med en 2. runde. Skud fra bladhjørnerne knoppes, og de første er sprunget ud.
Den kom hertil direkte fra gartneriet med sit første flor af blomster.

I gartneriet har planterne optimale forhold, og det kan være svært at gøre efter hjemme, hvor de må friste skæbnen i uendelige mængder regn og blæst.

Alligevel er Runaway Bride i fuld galop. Den har blomstret lige siden, selvom den havde en kort periode, hvor den så lidt træls ud. Første hold blomster var visnet. Jeg plukkede alt det trælse af, og mens jeg var i gang med det, så jeg, at næste hold skud var på vej.

Nu blomstrer den igen, og der er mange flere blomster på vej.

Fordi den er en krydsning mellem en almindelig hortensia og en bjerghortensia, tåler den vejret her i Skivholme, hvor der er et par grader koldere end inde i Aarhus og sikkert også på Fyn, hvor Runaway Bride trådte sine barnesko, før de blev brudesko. Den blomstrer på førsteårsskud, altså de skud den har sat i år, og den udvikler hele tiden nye, blomstrende skud. Den er en perle.
Almindelige hortensia blomstrer på de skud, de sætter året før. Altså på andetårsskuddene. De skud fryser ofte tilbage i det tidlige forårs barfrost, og man skal være heldig, hvis man får blomster i dem.
Syrenhortensia og Annabelle blomster også på de skud, de sætter samme år. Altså på førsteårsskuddene. Derfor blomstrer de så overdådigt her, og de har indtil videre været mine favoritter og også de eneste hortensia i haven efter flere forsøg med andre slags.

Det ser ud til, at Runaway Bride kommer med i den eksklusive klub af Skivholme hortensia 🙂

God onsdag.