Sommersolhverv igen

Jeg synes lige, jeg har skrevet om vintersolhvervet, og vupti er der gået endnu et halvt år, og vi er kommet ind i rosernes tid.

I dag er årets længste dag, og siden vintersolhvervet er dagens længde tiltaget med hele 10 timer og 46 minutter og varer fra solopgang til solnedgang hele 17 timer og 40 minutter. Det er da tal, der vil noget. Men pyt med tallene. Den lyse tid skal opleves med hjertet.

Den lyse nat blunder, hyldene dufter i stuen ind, og lærker svinder i himlens stråler. Alt er så grønt derude. Jeg hørte engang juni beskrevet som den grønne måned, og det er meget præcist, når det gælder naturen. Majs blomstring er overstået, og kun ‘hyldens blege måner’ og vilde roser lyser i det grønne.

I haven blomstrer storkenæb, rød hyld, duftjasmin og fingerbøl. Det er så vidunderligt smukt – både det grønne og det blomstrende.

Der er dem, der bliver triste ved tanken om, at dagene ikke bliver længere end nu. De ser allerede den kommende vinters mørke for sig. Men er det nu ikke at ødelægge lidt for meget for sig selv? Der er jo så mange, lyse og dejlige dage forude. Der er ikke lang tid til sommerferien, valmuerne springer ud i markerne, og vi har fået lovet solrigt og varmt vejr i næste uge.

Så lad os bade i duften af hyld og vilde roser, mærke solen i ansigtet, se på landskabet og blomsterne i haven og spise lidt mere is, end vi har godt af.

Det er sommer, og som al tid er sommertiden flygtig. Vi har nærmest pligt til at suge den ind på nethinden, i næsen og i hjertet, så vi har lidt at tære på, når vi igen skal synge om de modne æbler, der falder i oktobermørke haver.

God solhvervsdag