Enhver herregård med respekt for sig selv har mindst én stor klump rododendron. Flere meter høje og så mange, at det tager en dags tid at gå omkring dem og se dem alle sammen. Mindst, altså.
De rododendron er mange, mange år gamle, og de er imponerende flotte. Så hvorfor ikke også på et husmandssted i Skivholme? Et husmandssted med ambitioner?
Vi plantede dem for mange år siden. Til en fælles rund fødselsdag ønskede vi os gavekort til planter, og der blev rododendronbedet til. Vi gravede ud, fyldte op med surbundsjord, plantede dem (de små pus), og siden har vi ikke gjort mere. De vokser vildt og bestemmer selv.
I Skotland havde vi set dem dække skovbund og skovbryn, så rododendronbedet blev anlagt i skovhaven, hvor de kun får et sjældent solstrejf. Det bekymrer dem ikke, de ser nærmest ud til at være rigtig godt tilfredse.
Hele vinteren står de som en grøn bagvæg i haven, men nu stråler de og overskygger alt andet.
De højeste er vel en tre meter høje efterhånden. De laveste er lidt højere end mig, der tjekker ind på omkring 1,60. De er blevet kæmpe, når man tænker på, at de allesammen kunne være i bilen, da de blev købt.
De højeste står forrest. Det var sådan set ikke meningen, men dem, der får mest lys, bliver størst. Det giver til gengæld en særlig oplevelse, når man ikke kan se det hele på én gang, men skal liste rundt om den store lilla for at se de andre farver.
Blomstringen er ikke lang. Et par uger kun lige knap, men vi har både tidlige og sene i bedet, så blomstringen strækkes lidt. I den tid plukker og plukker jeg. Jeg tager dem fra bagsiden, så det ikke kan ses.
De er ikke nemme at anbringe i en vase, men jeg samler stilkene, sætter en elastik omkring dem og lader buketten hvile på vasens kant. Det virker.
Efter blomstringen går de stor buske over til igen at være en grøn bagvæg i haven. Hele året står de blanke blade og pynter, og om vinteren minder knopperne os om, at det bliver forsommer igen.
God mandag aften.
Dalsgaard i Skivholme 