Tanker om hårde hvidevarer – nu og før

Måske er det, fordi de tre hårde hvidevarer blev anskaffet cirka samtidig for 12 år siden, at de også opgav ånden på samme tid. Først begyndte komfuret at skrante, så pustede emhætten mere, end den sugede, og så sagde kølefryseskabet stop. Midt i pinsen. Selvfølgelig.

Op til sådan nogle helligdage er køleskabet tit godt fyldt og komfuret skal bruges en del. Det var ret dårlig timing.

Efter en del søgen på nettet i pinsen stod vi tirsdag eftermiddag hos en rigtig fysisk forhandler, hvor vi kunne se tingene i virkeligheden. Kort tid efter svingede Husbonden kortet, og vi kunne køre hjem igen med en betydeligt lettere tegnebog, men også et lettet sind.

Torsdag kom de og installerede, og nu er vi kørende igen. Det er ikke nemt at klare sig uden et køleskab, vel?

Men tænk engang. Da jeg var lille, husker jeg, da min mormor fik køleskab. Før det var der isskabet – og flueskabet i spisekammeret. Det var stort med det køleskab. At hun så fik den ide, at tingene kunne holde næsten uendeligt i køleskabet, var en anden sag.

Min gamle nabo, Helene, der døde for nogle år siden, havde 6 børn. I mange år havde hun pindekomfur i køkkenet, og vand i pumpen på gårdspladsen og bestemt ikke noget køleskab. Det blev der først lavet om på i 60erne.

Fryser fik vi hjemme, da jeg var en 11-12 år, og manden fra Dansk Fryse Økonomi kom forbi med kasser af de frosne ting, man havde bestilt pr. postordre. Vildt moderne og spændende.

Men før det? Der købte man ind efterhånden. Hos købmanden, hos slagteren, hos fiskehandleren, i ismejeriet og hos grønthandleren. Man fik kaffe fra kaffehandleren og ost fra ostehandleren. Alle de butikker og flere til var der i en provinsby i 60erne. Og butikkerne løb rundt.

Rigtig meget af det, vi køber i dag, lavede man selv. Asier, rødbeder, henkogte ærter og andet frugt og grønt. Og det var ikke mode med en køkkenhave – haven var primært en køkkenhave.

Det var en anden tid. Der er en del nostalgi forbundet med gamle dage, men meget af det, vi ikke regner som arbejde (medmindre man falder i staver over sit ‘mental load’) tog altså hele dagen. Det må have taget en krig at få købt ind til en almindelig aftensmad. Lange, varme sommerdage med store syltegryder og sved på panden. Og vaskedag med gruekedel (sådan en stod der i kælderen i det hus, vi boede i) – jamen, det var et knokleri uden lige.

Selvfølgelig var mange, mange flere kvinder hjemmegående dengang. Først da kvinderne for alvor kom ud på arbejdsmarkedet, skete der udvikling indenfor køkkenmaskiner, vaskemaskiner og alt det, vi bare føler, vi er nødt til at have nu. Her regner jeg altså ikke juicere, ismaskiner, sous vide og airfryer – og kaffemaskiner, det kræver 7 års uddannelse at betjene. Bare de basale ting som komfur, køleskab, fryser og vaskemaskine.

På sin vis er panikken over et dødt køleskab og fryser lidt latterlig sådan set i perspektiv. Men… tiden hverkan kan eller skal skrues tilbage. Måske er man bare lidt heldig at have levet både i den tid og nu? Så man kan sætte tingene lidt i perspektiv?

God fredag.