De små bitte iris

Nu dukker de små torpedoformede spirer op i haven og folder sig ud til de yndigste, kønneste og mest fortryllende små iris. Det er våriris, iris reticulata – den første iris i haven hvert år.

De fås i mange farver. Blå, mørklilla, lyseblå, lyseblå med gult og helt lysegule. De sidste vil jeg gerne have nogle af til skovhaven – så dem i Plantorama, men de var alt for udsprungne, syntes jeg. Lidt glæde skal man da også have af dem inde det første år, ikke?

Faktisk har jeg aldrig købt iris reticulata som løg. Jeg falder altid for de små potter med iris, og når de er afblomstrede inde, flytter jeg dem ud i haven. Med det samme, med mindre jorden er frossen. Ikke noget med at vente, til de er tørret ud. Kommer de friske i jorden (uden at blive sat for dybt), kommer de igen. De er ret ukuelige som alle de små og tidlige blomster er det.

Lige nu er det den blå/gule Katharine Hodgkin, der stjæler billedet. Jeg kunne se dem fra køkkenvinduet, og da vejret pludselig artede sig efter et par dages totalt møgvejr, måtte jeg ud og beundre dem – og tage billeder.

Det er lidt kompliceret det der med at bøje sig ned, når man bliver holdt sammen af klammer på maven, men med den lille lugeskammel, man kan vende om, så benene kan bruges til at støtte sig ved, går det. For ned skal man, når man vil se de små skønheder tæt på.

Billederne afslører, at der trænger til at blive luget igennem i bedene. Der er så meget, der skal gøres nu, hvor marts står for døren. Marts og april er travle måneder i haven. Men pyt. Ukrudtet kvæler ikke blomsterne – endnu. Og de små græstotter skal nok blive fjernet, når jeg får grønt lys til havearbejde igen.

God søndag.