Citronmousse: frisk, blød og cremet

Citronmousse

I lørdags havde vi besøg af nogle venner, vi ikke havde set i lang tid. Jeg syntes derfor, der skulle gøres lidt ekstra ud af maden og ikke mindst af desserten. Det blev en blød og cremet citronmousse med lemon curd på en sprød smuldrebund, som du får opskriften på i dag.

Selvom den ser avanceret ud,

Citronmousse_2

er det faktisk en ret både nem og hurtig dessert at lave. Selve processen tager et kvarters tid, hvortil kommer 4 timer på køl, så lav den om formiddagen. Den kan laves dagen før, men så er krummerne ikke så sprøde længere.

Til 4 portioner skal man bruge:
1 glas lemon curd (340 gram)
1 øko citron
3 dl piskefløde
3 spsk flormelis
2 nip salt
4 digestive kiks
20 g smør

  • Start med at knuse kiksene. Det går nemt ved at brække dem i stykker, lægge dem i en plasticpose og rulle dem med kagerullen. Steg dem sprøde i smør.
  • Mens krummerne køler af, laver du moussen. Start med at rive citronskallen fint og pres derefter halvanden spsk citronsaft af citronen. I en røreskål blander du citronsaft, 1 tsk revet citronskal (gem lidt til pynt), 2 spsk flormelis og et nip salt med halvdelen af glasset med lemon curd. Pisk det godt sammen.
  • I en anden skål pisker du fløden. Hæld fløden op i skålen, tilsæt 1 spsk flormelis og yderligere et lille nip salt og pisk den ret stiv. Når fløden er pisket, vender du den over til citronblandingen og blander grundigt.
  • Så skal desserten ‘bygges’. Fordel digestive krummerne i bunden af fire glas. Fordel 2/3 af moussen ovenpå. Bred forsigtigt et lag lemon curd – resten af glasset – ud over moussen. Glat overfladen med en teske, og slut med at fordele den sidste tredjedel af moussen øverst i de fire glas. Det bliver fint, hvis du bruger en sprøjtepose, men det er ikke nødvendigt. Pynt med lidt revet citronskal og sæt desserterne på køl i mindst fire timer.
Citronmousse

Så er der dessert, og den smager himmelsk. Frisk og lækker, duftende af citron og sød og blød på samme tid. Rent trylleri.

Man kan godt selv lave lemon curd. Valdemarsro har en opskrift lige her. Går man i gang med det, er det bare ikke længere nogen hurtig dessert, og der er ikke sparet mange kroner ved at lave det selv. Derfor bruger jeg købt lemon curd, den fra Mackays, der fås i større supermarkeder.

God fornøjelse – og god mandag.


Ukendt's avatar

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

4 kommentarer til “Citronmousse: frisk, blød og cremet”

  1. Lav dog selv din Lemon curd. Det er da helt sikkert billigere og supernemt og den kan som bekendt bruges til meget andet, som de gør i England.
    Jeg fandt en opsktift hvor Lemon curd laves supernemt i mikrobølgeovnen på: http://www.louisesmadblog.dk dog vil jeg fremover kun bruge 2 1/2 citron, da jeg synes, at konsistensen er for flydende med 4 citroner.

    Like

  2. Ohh. Tak! Den skal prøves næste gang vi får gæster. Jeg ELSKER lemoncurd. Den allerbedste (det er ikke kun min egen mening 😙) er den man kan købe i butikker, som køres af det engelske National Trust. Jeg fandt ud af det ved et tilfælde, bare fordi jeg vidste jeg var ved at løbe tør derhjemme. Sådan kan man være heldig indimellem …

    Like

    1. Åh, de National Trust butikker. Jeg kunne købe mig fattig der. Jeg kan godt forestille mig, at deres lemon curd er god. Jeg tror ikke, jeg orker at lave det selv.
      God fornøjelse med moussen. Husbonden har spurgt, om man virkelig kun kan få sådan en lækker dessert, når man har gæster 🙂

      Like

Der er lukket for kommentarer.