Det er ikke ligefrem farver i haven, der kendetegner de sidste dage op til vintersolhvervet. Det forventer vi da heller ikke, og derfor er det så meget mere en dejlig overraskelse, når øjnene pludselig møder knaldorange midt i det brune/grå/vissentgrønne.
Det er svampen med det meget lidt flatterende navn Gul Bævresvamp. Den vokser på gamle grene af løvtræer. Både på døde og levende grene. I tørt vejr ser man den faktisk ikke. Men her i decembers våde vejr suger den vand til sig og bliver helt gummiagtig og halvgennemsigtig.

Gul bævresvamp er hverken giftig eller spiselig. Ikke at nogen skulle have lyst til at smage på den, tænker jeg, men det er rart at vide, når man har store hvalpelømler i haven. De spiser alt endnu. Svampe, græs, pinde, rådne æbler – find selv på mere. Kan du ikke det? Jamen, det kan de to, små skrubberter helt sikkert.
Gul bævresvamp er i familie med Judasøre, som vokser på gamle hyldetræer.

Den svamp kan man også finde nu, og den er spiselig. Ikke med ret meget smag, men med en god konsistens til supper og wokretter. Jeg har brugt den i en kinesisk inspireret hønsekødssuppe.

Det er lidt sjovt med de gule bævresvampe, og øjnene bliver glade af at møde dem. Når man ser en farve derude lige nu, mærker man, hvor farvehungrende øjnene er, og begynder at glæde sig til varmere og mere kulørte tider.

Solhvervet er natten mellem torsdag og fredag -nærmere bestemt fredag kl. 04.27. Når vi vågner på fredag bliver det ikke længere mørkere hver dag. Årets gyldne ring er sluttet endnu engang, og vi tager hul på en ny runde.
God 20. december – nedtællingen er i gang.
Dejligt med endnu et godt indlæg og hvor jeg lærte noget nyt.
Ja, det er sikkert ikke alt der er godt for hundemaver. Hos os er der skåret ned på potteplanter, for det er ikke alle planter, som kattemaver har godt af. Men sådan er det jo, vi har jo selv valgt at få de kære firbenede og alle de glæder der følger med at have dem
Rigtig god dag
Hilsen Birgit M
LikeLike
Tak, Birgit. Ja, de hvalpeunger, de æder alt, hvad de kommer i nærheden af. Og kan maven ikke lide det, kaster man det da bare op på køkkengulvet… Det bliver rart, når de bliver lidt mere voksne 😀
Også rigtig god dag til dig – vh/Karen
LikeLike