Har du lyst til lidt nyt og lækkert til brunchbordet? Så kan du prøve at lave de små brunch-sandwiches, som jeg bagte til vores fødselsdagsbrunch i søndags. Dejen er krydderbolledej, de er smurt med en lækker dijon/mayo dip, fyldt med cheddar, skinke og røræg, drysset med frø og havsalt. Til sidst får de en tur i ovnen, til osten er smeltet.
Det kan da næsten ikke gå galt med de ingredienser, kan det? Umiddelbart kan det se ud til, at der er meget arbejde i dem. Men brødet kan bages dagen før, de kan fyldes flere timer før, og det tager ikke lang tid at sætte dem i ovnen lige før, gæsterne kommer.

Her kommer en skridt for skridt forklaring:
- Lav først en portion krydderbolledej. Opskriften på dejen finder du her – tænk, det var helt tilbage i 2012, jeg skrev opskriften ned her. Mit kamera dengang var ikke særlig godt, kan jeg se nu…
- Find en lille bradepande frem, og rul 20 små boller, som du sætter ret tæt i bradepanden, som du selvfølgelig har foret godt med bagepapir først. Lad bollerne efterhæve en times tid i formen. Nu hænger de sammen – lidt ligesom hveder. Bag dem i et kvarters tid på 200 grader – ikke med varmluft.
- Lav en portion røræg af 4 æg og 8 spsk mælk. Lad æggene køle af, mens du gør resten klar.
- Lad bollerne køle af, før du lemper hele pladen af brød over på et stort skærebræt. Brug bagepapiret til at løfte dem. Skær dem igennem, som var de én bolle. Det går med lidt forsigtighed. Behold bagepapiret under bollerne. Det skal du bruge igen, når bollerne skal tilbage i bradepanden.

- Nu skal brødet smøres. For at sandwich ikke skal blive bløde, skal der være en fedtspærre. Den laver du af 3 spsk mayonnaise, 3 tsk dijonsennep og 3 tsk ahornsirup. Rør det godt sammen og smør de to flader.
- Dæk herefter underen med cheddar. Jeg købte cheddar i skiver for at få et ensartet resultat og et ikke for tykt lag.
- Drys osten med et lag skinke. Jeg brugte en ålerøget skinke, som jeg selv skar i tern, men almindelige skinketern kan også bruges.
- Fordel røræggene over skinken.

- Læg endnu et lag cheddarskiver over.

- Vip overen på plads og smør bollerne med sammenpisket æg, før du drysser dem med sorte og hvide sesamfrø, birkes og flagesalt. Brug nu det samme bagepapir, som du bagte bollerne i, til at lempe hele herligheden tilbage i bradepanden.

Nu lader du dem stå, til gæsterne kommer. Mens gæsterne får jakkerne af, får hilst på hundene og får et glas bobler i hånden, smutter du lige bradepanden i ovnen igen og bager dem et kvarters tid på 200 grader, til osten er smeltet.
Her var de et hit, og det er jeg sikker på, de også vil være hos dig.
Det er så hyggeligt med sådan en brunch. Det er en dejligt uformel måde at fejre noget på, og så kan folk køre bil bagefter. Brunch giver også mange muligheder for at lave noget lækkert. Kigger man de amerikanske opskrifter på nettet, er der utallige brunchretter, man kan prøve. Jeg så et billede af de her boller uden opskrift, blev fristet og lækkersulten og improviserede selv en opskrift. Det er jo ikke så svært, når det kommer til stykket, vel?

Rigtig god fornøjelse og
God tirsdag.