Midsommer er nok den smukkeste tid her i landet. I haver, i hegn, langs vejen, i skoven og på stranden. Lyst til næsten midnat og lyst igen fra ved halv fire-fire tiden tiden.
Vi ved det, for der vågner hvalpene og er klar til sjov. Det er vi ikke, og heldigvis falder de da også i søvn igen efter lidt tumlen.
Midsommer i år er en tør affære. Selvom vi syntes, det regnede så voldsomt onsdag, kom der ikke mange millimeter. Og slet ikke nok til at gennemvæde den tørre jord. Vi har vandet roserne, og nu viser de deres glæde over de lokale byger i rodhøjde.
Men én rose har vi ikke vandet. Det er multiflora rosenhækken, den der senere vil give os tusinder af små hyben, Mariebær. Den rose er skabt til det vilde liv og klarer både tørke og regn uden at kny.
De smukke nelliker er heller ikke blevet vandet. De stammer fra et brev med frø til stenbedsplanter, jeg købte i et supermarked i Italien i ’15. Nellikerne var de eneste af de blandede planter, der både spirede og overlevede – ja, ikke bare overlevede – stortrivedes.
Sankt Hans aften i år bliver uden bål. Det kan jeg fint leve med. Havde vi boet ved vand, ville jeg nok have været lidt ked af det, for et bål ved søens bred – eller på stranden – er det smukkeste.
Bålene, der tændes alt for tidligt i grundejerforeningerne for børnenes skyld, dem med hekse, heksehyl og snobrød undværer jeg gerne. De manglende bål vil også betyde, at mange flere fugle, mus og pindsvin overlever aftenen.
Vi er selvfølgelig hjemme i aften. Man er bare hjemme, når man kan have hvalpene ude i kravlegården til sent. De elsker at være der, og de har godt af at være ude. Det er så det gode ved det tørre vejr.
Det bliver nok også til en tur på marken, hvor vi kan se ned i engen til elverpigerne. I år kan de danse tørskoede…
Sankt Hans er en af hybridfesterne, hvor fejringen af sommersolhvervet er blevet koblet op på Johannes Døberens fødselsdag. Det har jeg skrevet en artikel om her til kirkens hjemmeside, hvor jeg skriver om årets mærkedage. Den artikel kan du læse her, hvis du har lyst.
God Sankt Hans.
Dalsgaard i Skivholme 
Hej. Jeg vil lige gøre opmærksom på, at der er noget galt (Håber, du vil gøre det samme over for mig.)
Svogerægteskab var påbudt. Læs 5. Mosebog, kapitel 25. Den første dreng, der blev født, skulle have den afdøde broders navn. Kun, hvis svogeren nægtede det, og skoene var taget af ham, måtte enken gifte sig med en anden. Det var tungt og næsten umuligt for en kvinde at klare sig uden en ægtemand. Der blev også altid bedt ekstra for enker og faderløse – også i kristendommen. Jeg så engang for længe siden en film, hvor en jødisk enke skulle tage skoen af sin svoger, så den afdøde broder kunne få børn ved ham!!! Sådan var ritualet. Hun nøjedes med at løsne remmen, kan jeg huske. Hun ønskede ikke et pligtægteskab.
Så måske var det efter romersk lov, at det var forbudt???
Midsommerhilsen Eva
PS! Jeg nyder hvalpebillederne og selvfølgelig også de andre. Tak for dem.
LikeLike
Det må nok være efter romersk lov, Eva. Jeg har hentet oplysningerne fra Wikipedia: https://da.wikipedia.org/wiki/Johannes_D%C3%B8beren , og jeg har også set det skrevet andre steder. Et sted skriver de dog, at hans modstand mod ægteskabet, skyldtes, at han mente, de allerede var gift til anden side. Det er lidt svært at verificere…
Kh, Karen
LikeLike