Culotte på gasgrillen

I bunden af fryseren gemte der sig en culottesteg fra dengang, vi havde charolaiskøer på marken. En stor fin steg på et par kilo. Den blev tilberedt i gasgrillen, og det blev både mørt og saftigt. Samtidig var det nemt – meget nemt.

Det er nemlig ikke svært at stege sådan en fætter i en gasgrill. Det eneste svære ved en culotte er at få den skåret rigtigt ud. Fibrene går flere veje i en culotte. Mit trick er at vende den om, se hvad vej fibrene går og ridse den tilsvarende på oversiden. Så ved man, hvordan den skal skæres…

Gnid stegen med salt, peber og knust hvidløg, og giv den 45 minutter på mellemtemperatur – eller til kernetemperaturen når op på 58-60 grader – sluk for grillen og lad stegen trække i den slukkede grill med låget lukket et kvarters tid.

Den færdige steg klar til at blive skåret ud

Så er stegen klar til at blive skåret ud. Skærer man den før, den har hvilet, har den ikke samlet sig, og saften løber fra, når man skærer stegen.

Vi fik nye kartofler bagt i bagepapir med krydderurter til. Det er sådan en god måde at få købte, nye kartofler til at smage helt nye.

Culottesteg på tallerkenen

Vi lavede også en salat og en stor portion af Fru Vagners fyrige fetadip med hvidløg. Rigtig weekendmad.

Resterne har jeg i dag skåret i skiver på pålægsmaskinen, puttet lidt i køleskabet og frosset resten ned. Så er der luksuspålæg til mange madpakker.

God mandag.

PS: Hvis du savner hvalpespam, så kig med i morgen 🙂

Ukendt's avatar

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

2 kommentarer til “Culotte på gasgrillen”

  1. Ha, ha! Mon ikke vi alle savner hvalpespam! Jeg glæder mig til i morgen!
    Venlig hilsen
    Bodil.

    Like

Der er lukket for kommentarer.