Pinse og hvalpe

Normalt ville jeg nok have skrevet side op og side ned om pinsen. For jeg elsker pinsen. Jeg elsker årstiden, jeg elsker den livskraft, vi fejrer i pinsen, og jeg elsker pinsesalmerne.

Det dufter lysegrønt af græs. I al sin glans nu stråler solen. Jamen, er der bedre, mere glade og frydefulde sange? En sang, der egentlig ikke er en salme, har jeg også altid forbundet med pinsen. Det er Albertes Lyse nætter. Det er nok det med at have huset fuld af vind… og så den stille lykke, som sangen er fuld af.

Men i år er det ikke så meget blomster, græs og grønne blade, der fylder allermest. Hele forsommerens mirakel smelter sammen med det lille mirakel af livskraft, der er ude i hvalpekassen.

Hver dag sker der noget nyt. Her i pinsen har de alle fået åbnet øjnene. Jeg ved ikke, hvor meget de kan se? Lys og skygge? Bevægelse?

De er også begyndt at rejse sig op på alle fire.

Et par stykker af dem er rigtig glade for at blive taget op til en puttetur. Andre fatter det ikke rigtigt endnu. Det skal nok komme.

Vi har glæde af dem i knap seks uger endnu. Så er de klar til at komme til deres nye hjem. Lige til sommerferien. Det er da en god start på at få en lille hund i familien, ikke? Tid til at lære dem at blive renlige, tid til at skabe de følelsesmæssige bånd, der skal til for, at man kan begynde af lære dem noget.

Har du savnet pinsehistorier herfra? Så kan du kigge ind på Skivholme kirkes hjemmeside, hvor jeg sidste år skrev en artikel om pinsen i serien om årets mærkedage. For pinsen er noget helt særligt, og den glæde og livskraft er det, vi lever af resten af året, når vi pludselig uden nogen særlig grund får den der boblende lykkefølelse i hjertet.

God pinse.