Besøg i Blomstertøsens Have

I dag på den dejlige ‘klemdag’, som svenskerne kalder en hverdag klemt inde mellem to fridage, kørte jeg en tur ud til Blomstertøsens Have lige overfor kirken i Bording Kirkeby. Der er vel nok hyggeligt og dejligt.

Jeg havde set på Blomstertøsens blog , at haven og plantesalget var åbent fredag, lørdag og søndag i denne uge fra 12-15.Der var to formål med turen: at besøge Rita, som Blomstertøsen hedder i det virkelige liv, og at blive fristet til at købe nye, spændende stauder. For Blomstertøsens have er den ultimative staudehave. Der er så mange, skønne planter, som man ikke ser andre steder. Også gammeldags stauder, som den helt rigtige vortemælk. Den har jeg altid syntes så godt om.

Og mens jeg gik rundt mellem bedene,

hilste på de små, sorte grise, og lyttede til solsorten, faldt jeg for den ene skønhed efter den anden. Sådan endte det…

Blandt andet købte jeg mørk storkenæb,

og den smukke, smukke Geum, nellikerod, der hedder Mai Tai.

Også en pelargonie måtte med hjem.

Rita har et stort udvalg af pelargonier. Små fine planter med forskellige bladfarver og former, der står beskyttet under et halvtag.

Det var heldigt i går, hvor himlene åbnede sig og kastede hagl på størrelse med marmorkugler ned over Bording Kirkeby.

Det gjorde de heldigvis ikke i dag.

Hvis du har lyst til at putte noget spændende i din have – sunde, gode stauder, der er fremelsket og opvokset i det samme klima, som de senere skal vokse i, skal du tage en tur til Bording Kirkeby og besøge Rita Blomstertøs.

Haven og plantesalget er som sagt åbent her i weekenden fra 12 – 15 og ellers efter aftale.

Den ligger lige her

eller rettere sagt Præstegårdsvej 4, 7441 Bording.

God fredag.

Forfatter Karen Engell Dalsgaard

Bondekone, blogger, køkkenentusiast, oversætter, Bed & Breakfast vært, havefreak, bogorm - det var noget af det. Her skriver jeg om alt det, der optager mig i hverdagen - opskrifter, haven og naturen, anmelder bøger, jeg har læst med meget mere.

8 kommentarer til “Besøg i Blomstertøsens Have”

  1. Monster missundelig Karen.
    Jeg kunne så godt tænke mig at besøge Rita.
    Hun har så meget smukt i have og så alle hendes pelargonie…….
    Masser af klem

    Charlotte

    Like

  2. Tusind tak for besøget Karen og for den flotte omtale. Dejligt endelig at møde dig og heldigt at der ikke var flere gæster end at vi nåede at få snakket lidt.

    Like

    1. Selv tak, Rita. Det var rigtig hyggeligt at få snakket lidt, men også dejligt at se, at der næsten hele tiden kom nogen. Du har virkelig en dejlig have, og jeg nød at tusse rundt og kigge på det hele. Nu skal jeg ud og plante 🙂

      Like

  3. Fine ting du fik med hjem og ja man bliver let fristet af alle de spændende stauder Rita har, både i haven og i plantesalget.
    Mvh
    Lene Bedstemorshave

    Like

Der er lukket for kommentarer.