Aase Hviid har igen holdt sine dejlige pynteaftener, hvor man under kyndig vejledning kan lave dekorationer med pileflet, binde kranse og meget andet. Det er årets hyggeligste aftener, hvor man bare kan give den gas med noget så nyttigt som smukke blomster og dekorationer.

I år fik jeg – med ret meget hjælp, for fingrene vil stadig ikke helt, som jeg vil efter det karpaltunnelhalløj – lavet en lille blomsterpavillon i en støbejernsskål. Den skål har du set mange gange efterhånden, for den er i brug hele året.

Og så kom vi til det helt nye: kranse med løg. Ikke blomsterløg, men ganske almindelige stikløg. Dem man køber i poser i supermarkederne her i have-forsæsonen.

Det er så enkelt, at jeg vil give brugsanvisningen videre.
- Køb en pose stikløg – de fås også som rødløg, hvis du hellere vil have det – og en pakke af de små tandstikkere/cocktailpinde.
- Find lidt mos derude.
- Lav en krans af ståltråd.
- Start så ganske enkelt med at stikke en tandstikker i løget – godt ind, så den sidder fast.
- Læg den langs kransen, put en lille dusk mos over pinden, så den er skjult og sno vindseltråd omkring.
- Fortsæt med det, til kransen er dækket. Det går ret hurtigt. Løgene vokser lidt, så der må gerne være mellemrum mellem løgene.
Brug løgdekorationerne udenfor. Så spirer løgene, og du kan plukke af spirerne som purløg. Aase viste en kugle med løg, der havde stået ude hele vinteren. Den var stadig pæn med de nu helt indtørrede løg.

Kuglen laver du på samme måde. Dæk en oasiskugle med mos og stik løg i hele vejen rundt. Der går en pose løg til kuglen her. Den kan nu udstyres med en stamme og blive et lille løgtræ, eller den kan lægges på en lille potte eller pokal, som jeg har gjort.
Derudover var Aases Aladdins hule som altid fyldt med skønne kranse, malede æg og storslåede dekorationer.

Blandt andet en med påfugledun. Dem kan man samle i græsset der, hvor der er påfugle. Så slotsfruerne må vogte sig for mig, når jeg støver rundt på deres plæner med en lille pose i hånden.

En lille krans med gæslinger fik jeg også øje på.

Vi var ikke mange på kurset. Men pyt med det, sagde Aase, for der er flere grupper, der har henvendt sig og været på kursus i fletterierne. Især kombinationen af pil og jern har været populær her i foråret. En fik lavet et foderhus, en anden en kurv og der blev båret rigtig mange krukker med pilestativer ud i bilerne efter kurserne.
Er du og dine veninder med på sådan en aften, kan du ringe til Aase og aftale en dag. (Aase Hviid Design, Orholmvej 1, 8850 Bjerringbro, tlf. 4115 3443, Facebook og Instagram )

Min svigerinde og jeg kommer i hvert fald igen, når det bliver tid til julepynt igen, og vi skal helt sikkert også forbi, når roserne blomstrer i den store, smukke have.

God fredag.