Vintergækkerne blomstrer i driver på de skrå sider af vores lille hulvej. De kom frem, så snart sneen forsvandt og står nu fuldt flor. Jeg gik en vintergækketur i går, hvor tågen hang helt ned mellem træerne, og luften var fuld af fuglepippen. En rigtig forårsdag, som de også kan være.
Og så har jeg lige været oppe ad vejen igen for at tage et billede i solskin.
Mange tænker, at en rigtig forårsdag er en dag som i dag. Solen jog tidligt tågen på flugt, og man kan mærke den varme i ansigtet. På marken overfor går tre rådyr og nipper til græsset, der så småt er begyndt at vokse. Ren idyl. Jeg kan se dem gennem vinduet, men de er svære at tage skarpe billeder af, for der skal beskæres voldsomt, før man kan se dyrene.
Det er en smuk, smuk dag i dag. Men en tågedag kan også noget. Der dufter af fugt og jord, og alle lyde forstærkes. Nede ved jorden lyser vintergækkerne.
Der er tusinder af dem.
Og det bedste ved vintergækker er, at lader man dem være i fred, kommer der bare flere og flere. Hvordan mon de første kom ud langs vejen? Med en fugl, almindelig frøspredning, jord der blev flyttet? Pyt med det – de er velkomne.
Inden længe er det hvide noget, man skal kigge op efter. Mirabelletræerne, der snart blomstrer som den første hvide bølge i landskabet. Så følger anemonerne i skovbunden. Lykke er egentlig meget en meget enkel ting, ikke?
God mandag.
Dalsgaard i Skivholme 