Så er lygtepælene igen fyldt med smukkeserede billeder af politikere. Jeg fatter ikke, hvad det skal gøre godt for, for hvem stemmer på en, bare fordi, de har set et billede? Godt, vi ikke har lygtepæle, der hvor vi bor. Men man skal ikke langt hjemmefra for at se de lumske rævesmil på plakaterne.
Jeg ved godt, hvem jeg skal stemme på i år i modsætning til sidste valg, hvor jeg var meget i tvivl. Jeg vil ikke afsløre det, for det er jo en privatsag, men jeg kan sige så meget, at min modvilje mod røde blomster, røde biler og røde regeringer ikke er aftaget siden sidste valg.
Det værste ved sådan en valgkamp er, at det er nogle få høje stemmer, der sætter dagsordenen for, hvad der skal diskuteres. Og det er altid sådan nogle gnidrede, små, egoistiske sager, de finder frem. Sager, der taler til den lille grådige djævel, der lurer dybt i sjælens mørke.
Mere af ditten og datten til alle grupper, godt gang i den lille misundelse. Misundelse over, at nogen er dygtigere til at drive virksomhed end andre, eller at nogle har valgt at sætte deres sparepenge i et hus for mange år siden. At de nok har siddet hårdt i det i nogle år – gør det måske endnu – og at der har ikke været mange ferier til eksotiske steder, betyder ikke noget. Men føj – hvis prisen på huset er steget, og de er blevet gamle og gerne vil flytte, så skal de da beskattes, hvis der er overskud. Griskheden vil ingen ende tage.
Og skolerne. En lover små klasser – fra i næste uge, sikkert. En anden lover to lærere i klasserne. Jamen, hvor vil de få alle de lærere fra? Eller alle de ekstra klasselokaler?
Bestikkelse i form af en fødevarecheck til folk, der tjener op til 500.000 om året. Hvis jeg tjente så meget, ville jeg skamme mig over at tage imod den.
Pressen kaster sig glubske efter historier om forurettelse over de små, egoistiske sager og glemmer, at der er en verden udenfor navlen.
Imens brænder den verden. I Ukraine, der er startet på femte år med krig efter russernes modbydelige angreb. Kulde, sult, nød – men et fantastisk mod og usvækket kampvilje.
I Iran, hvor der endelig er hjælp – omend af den slags, der er farlig for alle – til de modige mennesker, der har kæmpet for et helt almindeligt liv uden moralpoliti, hængning af homoseksuelle og tilhyllede kvinder, der bliver dræbt for en hårtot, der slipper ud i lyset. Deres kamp er totalt uden opbakning fra såkaldt progressive kræfter i den vestlige verden. Den opbakning, der strømmede terroristerne i Hamas til gode efter deres massakre på jøder i Israel.
Terrortruslen er vokset alle vegne, efter krigen i Mellemøsten startede. I dag sendte Iran missiler mod Tyrkiet. I de seneste dage har de gjort det samme mod alle deres naboer. På den unævnelige røde plads på Nørrebro sørger islamister skamløst over ayatollahen. Hvor er vi henne? Hvilken vej er der ud af alt det her til fred og fordragelighed? Jeg kan ikke umiddelbart se nogen.
Og det er bare nogle af de steder, hvor den er gal. Den er gal så mange andre steder i verden. Steder, hvor bare det at kunne gå i skole – i store eller små klasser – er en uopnåelig drøm. Og hvor mad ikke bare er dyrt, men ikke til at skaffe.
Så virker det så usselt, så gnidret og så småligt, at vi i vores valgkamp kun fokuserer på mere, mere, mere af alting til MIG.
Jeg vil lukke øjnene for plakaterne. Prøve ikke at gå ud af mit gode skind og gå ud og se, om gråpilens gæslinger er ved at springe ud, så jeg kan lave mig en påskekrans. For det er endelig tid til at finde påskepynten frem igen, og det er da vist sundere at tænke på påske end på så meget andet lige nu.
God onsdag.
Dalsgaard i Skivholme 